Der er ingen tvivl om, at Kina er en bordtennisnation. Når der så kommer en en dansker til Beijing og besejrer deres verdensetter Wang Chuqin i China Smash - en af verdens tre største turneringer - så giver det automatisk stjernestatus.
Det oplevde Anders Lind, der er nummer 50 på verdensranglisten, da han efter sin sejr i ottendedelsfinalen mod verdens nummer 23 Kao Cheng-Jui skulle købe nye bordtennissko.
Han havde nemlig mistet sine egne inden kampen mod taiwaneren, som han derfor besejrede i løbesko, hvilket ikke gør bedriften mindre imponerende.
Danskeren ville selv gå hen til en butik og foretage sit køb. Men det kunne der ikke være tale om ifølge arrangørens sikkerhedsfolk. Det ville ikke være sikkert, lød beskeden.
- Jeg blev sat i en privatbil og blev kørt lige til døren og blev dirigeret ind foran hele køen som en VIP. Der stod vel 100-200 mennesker, fortæller Anders Lind i en video, der er publiceret på Bordtennis Danmarks Facebook-side.
- Inden for to minutter stod der over 1.000 fans derude og råbte mit navn, tog billeder og stak deres bat eller T-shirt ind gennem døren for at få en autograf. Og der kom bare flere og flere.
- Efter fem-seks minutter havde jeg fundet nogle sko og skulle ud af butikken igen, men vi kunne ikke komme ud, så der kom sikkerhedsfolk, der måtte skubbe folk væk for at lave en vej. Bordtennis i Kina er så sygt, siger Lind i videoen.
Den danske bordtennisspiller fik sine nye sko, og de er klar til debuten fredag morgen dansk tid, hvor Anders Linds kvartfinale i China Smash finder sted.
Det er mod en ny kineser fra den absolutte verdenstop i form af Lin shidong, der er nummer syv på verdensranglisten.