- Det er det største øjeblik i mit liv.
Sådan lyder ordene fra bordtennisspilleren Anders Lind, efter han tirsdag vippede den kinesiske verdensetter Wang Chuqin af tronen foran hjemmebanepublikummet i Beijing under turneringen China Smash.
Anders Lind, der selv ligger nummer 50 i verden, har gennem flere år været en af Danmarks bedste til sin sport, men det er første gang i karrieren, at han slår en spiller fra top-10 i verden, og så endda den bedste af dem alle.
- Den her sejr betyder så meget på så mange forskellige fronter. Det er først og fremmest selvtilliden. Nu ved jeg, at hvis jeg kan ramme den koncentration og spilmæssige niveau, jeg ramte i dag, så kan jeg slå alle, siger Lind til DR Sporten.
OL i Paris blev et folkeligt gennembrud for Anders Lind, der var blandt de 16 bedste ved turneringen. For to uger siden vandt han så sin anden titel på såkaldt WTT-niveau, og nu har danskeren slået verdens bedste.
Før i tiden kom temperamentet i vejen for den talentfulde bordtennisspiller, men i løbet af det seneste halve år er tingene faldet i hak.
- Der er kommet en mental ro, når jeg spiller kampe. I stedet for at stresse, blive negativ og sur på mig selv over dårlige perioder i kampen, så forstyrrer det mig ikke rigtig mere, fortæller Anders Lind.
- Alting føles lettere at håndtere nu, end det gjorde for et år eller to siden.
Anders Lind nåede til ottendedelsfinalen ved sommerens OL i Paris. Se højdepunkter fra den kampe her:
Ven og kollega på sidelinjen
Da Anders Lind tirsdag aften i Beijing, med en vantro grimasse, kunne smide sig på gulvet efter sejren over verdensetteren, var det med sin gode ven og landsholdskollega, Jonathan Groth, på sidelinjen.
Den danske landstræner, Linus Mernsten, er nemlig ikke til stede under den store turnering China Smash. Derfor havde Jonathan Groth for en stund smidt battet og trådt til som coach.
- At have Groth med på sidelinjen gør en kæmpe forskel. Vi hjælper tit hinanden og vil hinanden det bedste, siger Anders Lind.
Jonathan Groth stiller også op i turneringen. Den 31-årige dansker vandt sin første kamp og spiller anden runde onsdag, og her gengælder Anders Lind tjenesten.
- Selvom vi måske burde fokusere på vores egne ting, hjælper vi jo hinanden.
- Det kan godt være, det koster os en lillebitte smule at gøre det, men det er noget, vi er klar til at ofre, fordi vi håber på hinandens succes, siger Anders Lind.
Efter sejren over verdens nummer et, venter der Anders Lind et møde med verdens nummer 23, taiwanesiske Kao Cheng-Jui. Den kamp spilles på torsdag.
Hvis du vil se mere til Anders Lind, kan du streame alle episoder af DR-dokumentaren OL-atleterne lige nu på DRTV.