Ung dansk racerkører vinder sæsonens sidste sprintløb og skaber forøget spænding

Formel 2-køreren Frederik Vesti er nu 16 point efter franske Théo Pourchaire i den samlede stilling.

Arkivfoto: Det er sjette gang i år, Frederik Vesti slutter som nummer ét i et Formel 2-løb. (Foto: © Tariq Mikkel Khan, Ritzau Scanpix)

21-årige Frederik Vesti har i Formel 2-sæsonens absolut sidste løbsweekend, der bliver afviklet i Abu Dhabi, skabt forøget spænding og håb om at ende som nummer ét i den samlede stilling.

Lørdag eftermiddag hamrede den unge danske racerkører nemlig speederen i bund, kørte først over målstregen og triumferede i sprintløbet.

Derfor haler den danske Mercedes-kører, der ligger nummer to i den samlede stilling, ind på førstepladsen, Théo Pourchaire fra ART Grand Prix-holdet, inden sæsonen søndag afsluttes med et grandprix.

Danskeren har nu 16 point op til franskmanden inden søndagens grandprix, og da der søndag er 25 point at køre om, lever drømmen om den samlede sejr fortsat i bedste velgående.

- Den her sejr var virkelig vigtigt. Vi kommer til at have en masse selvtillid inden i morgen. Det kommer til at hande om at vinde løbet i morgen, siger Frederik Vesti i det officielle vinderinterview efter løbet.

Frederik Vesti har været godt kørende i dette års Formel 2-sæson, og det har Mercedes også belønnet ved at lade ham køre Lewis Hamiltons bil til to officielle Formel 1-træninger. Så sent som fredag eftermiddag sad han bag rattet i britens bil. (Foto: © Hoch Zwei, HOCH ZWEI/picture-alliance/dpa/AP Images)

I sprintløbet startede Frederik Vesti som nummer to, og efter en halvskidt start, hvor flere konkurrenter fik manøvreret sig forbi danskeren, trykkede han speederen i bund.

- Ærligt talt var det et fedt ræs. Jeg havde en lidt konservativ start, men jeg halede godt ind. Jeg holdt hovedet koldt og gav den alt, hvad jeg havde for at vinde det her løb, siger han.

Det hele afgøres søndag

En samlet sejr i Formel 2 vil dog ikke blot kræve, at Frederik Vesti, der starter som nummer ni søndag, kører et flot grandprix, men også at Théo Pourchaire kommer halvdårligt igennem racerbanen i Abu Dhabi.

Skulle den unge dansker ende på tredjepladsen og undervejs også have kørt den hurtigste omgang, vil han lige akkurat hente 16 point.

Dermed vil han, såfremt franskmanden overhovedet ikke får point, ende på á point med sin konkurrent, men da danskeren har flere løbssejre, vil han ende over sin modstander.

Meget skal altså fortsat flaske sig for Frederik Vesti, og inden sprintløbet blev han da også spået dårlige chancer af DR Sportens Formel 1-ekspert, Peter Nygaard.

- Det er jo næsten mod alle odds, hvis Frederik (Vesti, red.) skal vinde. Det kræver et rigtig godt løb, men en andenplads vil også være en flot bedrift, sagde han inden sprintløbet.

Hvordan det ender Frederik Vesti i søndagens løb, kan du følge på dr.dk og i app'en DR nyheder.