Ung danskers vilde weekend bliver afgørende for Formel 2-triumf og Formel 1-fremtid

Der venter en vigtig weekend for Frederik Vesti, når sæsonfinalen i Formel 2 bliver kørt i Abu Dhabi.

Der venter en stor weekend for 21-årige Frederik Vesti. (Foto: © Eric Alonso/DPPI/IPA Sport 2 / i, IPA)

Denne weekend har potentialet til at blive en af de helt store for 21-årige Frederik Vesti.

Formel 2-køreren får nemlig nok at se til, når der skal køres både Formel 1 og 2-ræs i Abu Dhabi, hvor sæsonen går på hæld.

Søndag skal han bag rattet i den afgørende sæsonfinale i Formel 2, hvor danskeren skal levere et pragtræs, hvis han skal fravriste førstepladsen fra franske Théo Pourchaire.

Frederik Vesti er godt selv klar over, at det kommer til at kræve hjælp fra de højere magter, hvis danskeren skal ende øverst på Formel 2-podiet.

- Jeg skal virkelig køre en god weekend. Jeg skal slå Théo Pourchaire ret markant. Det er muligt, hvis han har en dårlig weekend og ikke er helt på toppen, og jeg samtidig har en virkelig stærk weekend, siger Frederik Vesti til TV2 Sport.

Den udlægning er DR Sportens Formel 1-ekspert, Peter Nygaard, enig i.

- Det er jo næsten mod alle odds, hvis Frederik (Vesti, red.) skal vinde. Det kræver et rigtig godt løb, men en andenplads vil også være en flot bedrift.

- Han har før overrasket både positivt og negativt, så han kan godt trække noget op ad hatten.

Frederik Visti skal i sæsonfinale i Abu Dhabi hente 25 point på konkurrenten Théo Pourchaire. (Foto: © Dppi/DPPI/IPA Sport 2 / ipa-agen, IPA)

Ligemeget om Frederik Vesti vælter franskmanden af førstepladsen eller slutter som toer i den samlede stilling, kan weekenden ende med at være skelsættende for Vestis Formel 1-muligheder.

Blandt andet fordi vinderen af Formel 2-mesterskabet ikke må fortsætte i klassen.

- Hvis han skulle gå hen og vinde, skal han jo i hvert fald finde noget andet at lave i 2024. Formel 2-klassen er også det sted, hvor fremtidens Formel 1-stjerner udklækkes. Næsten samtlige vindere af Formel 2 ender i Formel 1.

- Det er svært at forestille sig, at Mercedes ikke vil give ham chancen, hvis han vinder. Ikke nødvendigvis i deres eget team, for de står allerede med to stærke kørere i Lewis Hamilton og George Russell, men måske i et af de hold, de leverer motor til, som for eksempel Williams, siger Peter Nygaard.

Vestis vilde weekend

Den afgørende weekend for Frederik Vesti blev allerede kickstartet fredag.

Her fik den 21-årige racerkører nemlig en mulighed for at vise sig frem i det fineste racer-fællesskab, da han kørte FP1 for Mercedes, den første free practice inden weekendens grandprix i Formel 1.

Her indtog den unge dansker sædet i Lewis Hamiltons Mercedes-racer og sluttede som nummer 12.

En oplevelse og præstation, danskeren er stolt af.

Det er ikke første gang, at Frederik Vesti skal låne en af Mercedes-stjernernes biler. Vesti (midten) kørte i slutningen af oktober træning i George Russells (højre) racer forud for et grandprix i Mexico City. (Foto: © Jan Sommer)

- At køre FP1 i Abu Dhabi er endnu et stort skridt i min karriere. Jeg vil bare gerne sige tak til mit hold for at give mig denne chance, siger Frederik Vesti til holdets hjemmeside.

Årsagen til, at Frederik Vesti endte bag rattet i Hamiltons racer, er, at alle Formel 1-holdene skal afgive den første træning til en ung kører.

Det er anden gang, at danskeren kører FP1 for Mercedes, og det er ifølge Peter Nygaard en mulighed, der er værd at gribe.

- Det er jo først og fremmest en kæmpe oplevelse at få muligeden for at vise sig frem i Formel 1.

- Det er også et sted, hvor han kan vise, hvad han kan. Ikke kun for Mercedes, men også for de andre hold, der kunne være interesserede i ham. Det er chancer som denne, han bliver nødt til at gribe fat i med begge hænder, siger Peter Nygaard.

Men Peter Nygaard er dog også spændt på, om Vestis vilde weekend med fuldt program i sidste ende bliver for stor en mundfuld for den 21-årige dansker.

- Det kan blive en presset weekend for ham, og det kan lidt gå to veje. Nogle gange, når Formel 2-kørerne kommer op og kører med på højeste plan, bliver de bare flyvende. Omvendt kan det også tage en masse fokus og koste negativt. Det bliver spændende at se, hvordan Frederik håndterer det, siger Peter Nygaard.