Speedwaykøreren Nicki Pedersen er berømt og berygtet. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Han siger, hvad han mener, og han gør, hvad han siger. Det har medført en glorværdig karriere i speedway og tre verdensmesterskaber i den halsbrækkende sport.
Men trofæerne har ikke været billige. De har blandt andet kostet et ægteskab, en del ridser i lakken og en lægejournal så lang, at han ikke orker at remse alle skaderne op.
Men den 42- årige speedwaykører fortryder intet, og han ville gøre det hele forfra i morgen, hvis han kunne.
- Hvis jeg ikke havde været igennem alt det, som jeg har i min karriere, så ville jeg ikke sidder her i dag. Jeg tror på, at alle de hug, man får, de er med til at gøre en stærkere, så havde det hele bare været en dans på roser, så havde jeg ikke haft den karriere, som jeg har.
Mod alle odds
Lægerne har sagt, han skulle stoppe, medierne har dømt ham færdig af flere omgange, og til tider har det kun været Nicki Pedersen selv, der har troet på Nicki P. Sådan er vilkårene, når det ikke ligger i kortene, at man skal nå til tops.
- Jeg har aldrig været noget kæmpe talent, overhovedet ikke. Slet ikke. Jeg fik at vide fra barnsben: ”Hvis du vil køre speedway, det er fint nok, det kan du godt, men det er din storebror, vi satser på.” Og da han så drog hjem fra England og ikke kunne tjene en skilling på det, jamen, hvorfor fanden skulle jeg så derover, når han ikke kunne? Så kan du da slet ikke, tænkte folk.
Så var forventningerne til fynboen slået fast. De var der ikke, men Nicki Pedersen har aldrig gjort noget i sin sport for andres skyld. Han troede på, at han kunne blive verdensmester, og det var der ikke andre, der skulle bestemme, hvorvidt var muligt.
Og det har været kendetegnende for hele hans karriere. Når han giver den gas på de ovale grusbaner, så er det med mange øjne rettet mod ham og konkurrenterne. Tusindvis af fans følger med på lægterne og bag tv-skærmen, og sponsorerne er klar til at omsætte sejre og promovering til millioner af kroner i lommerne på kørerne. Alle vil have en bid, og presset på kørerne er stort.
Men for Nicki Pedersen er det anderledes. Det rutinerede speedway-ikon kører ikke for sponsorerne. Han kører ikke for tilskuerne. Han kører ikke for sin familie, og han kører ikke for sit land. Han kører for Nicki Pedersen, og så kan publikum buhe eller klappe alt det, de vil.
- Gu’ fanden skal jeg da ej vinde for dem, jeg skal vinde for mig selv. Altså jeg kan da ikke være mere ligeglad. De har købt billet, men jeg skal da ikke vinde for dem, siger den tredobbelte verdensmester.
- Men hvis jeg vinder, og de synes, det er fedt, så er det da en win-win. Jeg har prøvet at køre for mit fædreland, sponsorer og familie og det hele. Men man skal selv ville det. Du kan ikke gøre noget for andre, hvis du ikke selv er i det først og fremmest.
Ræs over bomber i nabobyen
Det er nødvendigt at tænke på dig selv og lukke alle andres behov og ønsker ude, hvis man vil til tops, mener Nicki Pedersen. Der er ikke plads til andet i hovedet end fuld fokus på opgaven, når du sidder på cyklen.
Tanker leder til overvejelser, overvejelser leder til bekymringer, og bekymringer fører til nervøsitet, og det er det sidste, du har brug for, når du skal hamre af sted på en speedwaycykel uden bremser. Bliver man først nervøs, så analyserer og tænker man for meget, og så er man sin egen største fjende, fortæller han.
- Jeg er ekstremt god til at nulstille. Om der så er sprunget en bombe i nabobyen, det tænker jeg ikke over, nu kører vi altså ræs her. Du skal tjene din løn, og du skal få nogle point på kontoen, siger Nicki Pedersen.
- Et heat varer ét minut, og når du holder oppe ved snoren, og grønt lys kommer på, så har du nul til tre sekunder, inden snoren går op, og så skal du satme få sluppet den kobling. Der må du ikke sidde og tænke på ”hvad fanden, hvad laver børnene, er de i skole i dag eller i morgen tidlig” og ”hvad laver kæresten” eller ”har de nu spændt filtret rigtigt” eller ”koblingen, fungerer den nu, som den egentlig skal?”, for så får du ikke sluppet.
Kan du lukke ned for den sunde fornuft?
- Ja, helt vildt. Jeg kan gå i den der overlevelsestilstand og sige: ”Jamen, det er liv eller død”. Det kan jeg. Og jeg synes ikke selv, det er skræmmende, men det er der måske andre, der synes.
Bagud fra start i skolegården
Nicki Pedersen vil helst være den, der først drejer gashåndtaget, og han vil helst være den, der først åbner munden. ”Så er banen ligesom lagt”, som han siger, og så er der ikke nogen, der tror, de kan skubbe til dig på speedwaybanen - eller i skolegården for den sags skyld.
For Nicki Pedersen er en sund dosis aggressivitet et middel til at overleve, og det har det været, fra han var barn, hvor oddsene også var imod ham i den ofte utilgivelige og kyniske børneverden.
- Jeg har jo aldrig været den største person, og så har jeg manglet to fingre, siden jeg var barn, og det kunne man jo også godt være blevet drillet med i skolen. Jeg havde jo været et let offer, men det er jo aldrig sket. Jeg var fremme i skoen, og havde læreren et godt samarbejde med mig, så havde hun også styr på klassen. Jeg lærte jo hurtigt at være snu.
Mange ting har ændret sig for Nicki Pedersen, siden han første gang rejste ud i verden for at køre speedway. Nattesøvnen får han ikke længere på en bænk i en tilfældig lufthavn, men i stedet i sin store villa ned til Lillebælt i den fynske by Strib. Han higer heller ikke efter at bevise noget længere, for han har vundet alt, der er værd at vinde i speedway. Han er også blevet ”rundere” med årene, fortæller han, men understreger, at det ikke skal forveksles med ”sympatisk”.
Nicki Pedersen er ikke bange for at blive kaldt en skovl, men han kalder også selv en spade for en spade. Sådan er det, og sådan skal det være. For selvom han har lært at tælle til ti, så er det stadig ikke altid, han kommet så langt i talrækken. Når der noget, der ikke passer ham, så tæller han kun til en, inden han ” puster med ild”.
- Jeg er kommet mere i balance, men den iltre og temperamentsfulde person bor stadig derinde. Ham, der siger tingene, som de er. Men mine kollegaer, og folk jeg har mødt, de tager sgu hatten af for det i dag.
Vinderinstinktet hos Nicki Pedersen bliver holdt i live af det iltre temperament. Der skal være tænding på, hvis han skal lykkes. Og han ville ikke være foruden, at han sommetider glemmer at tælle på fingre, når sindet kommer i kog.
- Det er mit overlevelsesinstinkt. Det er det, jeg har skabt hele min karriere på.
Jason, Leon og alle de andre
Men temperamentet har også sommetider tiltrukket sig opmærksomhed på måder, som de fleste andre nok helst havde været fri for.
Danskeren har været indblandet i fysiske og verbale slagsmål med andre kørere, hvor det flere gange er blevet fanget af de snurrende tv-kameraer. Fynboen kører til stregen, men han er flere gange blevet beskyldt for at gå over den af sine konkurrenter.
Det mener han ikke selv, han gør. Han ”kører ræs”, og der bliver givet og taget. Derfor er han heller aldrig bange for at tage konfrontationen i speedway – også selvom der er kamera på.
Men det er ikke kun på banen, at det kan komme til konfrontationer for Nicki Pedersen. Så sent som til Dansk Motorsport Award i januar måned opstod der en episode mellem føreren af VM-serien, danske Leon Madsen, og Nicki Pedersen, der medførte, at Nicki Pedersen blev smidt af landsholdet.
Der blev talt med store ord de to herrer imellem, da den tidligere verdensmester var træt af nogle tidligere episoder mellem de to kørere. Nicki Pedersen afviser, det kom til fysisk håndgemæng. Han erkender dog, det var det forkerte sted at konfrontere sin konkurrent.
- Men det er igen den der (knipser, red.). Jeg er i øjeblikket ligeglad med, hvor vi tager den henne, om så prinsen stod der ved siden af, ville jeg være skide ligeglad.
Rækken af kørere, som Nicki Pedersen ikke altid har været på julekort med, er lang. Men en af de største rivaler, han har haft gennem karrieren, er australieren Jason Crump, der også er indehaver af tre verdensmesterskaber.
Det er alment kendt, at de to aldrig har brudt sig om hinanden, men det har også gjort deres forhold dejligt ukompliceret, føler Nicki Pedersen, for de vidste, hvor de havde hinanden. ”The old school way”, hvor man ikke behøver at elske hinanden, kalder han rivaliseringen og viser en sms fra australieren, som han fik, da han stoppede med at køre i VM-serien.
I sms'en ønsker Jason Crump blandt andet danskeren tillykke med en "exceptionel" VM-karriere.
- VI havde nogle kampe, men jeg vidste altid, at hvis jeg skulle slå dig, så skulle jeg give mig 100 procent – nogle gange mere. Alt det bedste, JC, står der i beskeden fra Jason Crump.
Hvad tænker du, når du får sådan en besked?
- Fedt, han har læst mig rigtigt. Ikke en skid andet. Det gør mig glad, at han har læst mig rigtigt og er et så stort menneske, at han kan anerkende det.
Det gør dig virkelig glad, når folk har forstået dig?
- Ja, forstået mig rigtigt. Jeg bruger ikke to sekunder på mennesker, jeg ikke kan fordrage, så har jeg respekt for, at vi ikke bonder. Men jeg gider ikke bruge tid på det. Der er ikke noget livsglæde i det. Jeg får ikke noget med derfra.
Verdensmester look-a-like
Om man kan lide Nicki Pedersen eller ej, så kommer man ikke uden om, at han efterhånden er en sjælden race i dansk elitesport. Der findes mange derude, som vil sejren lige så meget som ham, men det er ikke alle, der er villige til at betale den samme pris, og han frygter, at den yngre generation ikke har fattet, hvad det koster at blive nummer et.
- Hvis man bliver pakket ind i vat, så kommer man ikke gennem nåleøjet. Jeg er af den gamle skole, og jeg er af den opfattelse, at man skal brænde for det. Brænder man ikke for det, og det så gør ondt på kroppen, så giver man lettere op.
- De unge mennesker i dag, de går mere op i at ligne verdensmestre end at blive det. Det er meget bedre at have ild i øjnene. Men hvad er der inde bag de solbriller? Er det en, der ikke tror på det inderst inde? Der er lang vej til tops, og man skal lære hele vejen. Det gjorde jeg.
Savner du, at der var flere som dig i dansk elitesport?
- Det ved jeg ikke, om jeg gør. Men jeg tror da, det ville blive en del sjovere, griner han.