Man må ikke, men de fleste gør det i et eller andet omfang. Snyder. Lister sig foran i køen i supermarkedet, rykker et ekstra felt i Ludo, eller spiser lidt af bland-selv-slikket, mens man står og blander i butikken.
Det samme gælder i elitesport.
Fodboldspilleren vil have et indkast, selv om han godt ved, det ikke er til hans hold. Håndboldspilleren rykker i modstanderens trøje, men forstår ikke, hvorfor dommeren fløjter, og bokseren giver lige et ekstra jab, selv om kamplederen prøver at skille bokserne ad.
I manges øjne er det helt ok, og derfor er det oftest accepteret som en del af spillet. Men bliver en cykelrytter taget for doping, eller er en spiller indblandet i matchfixing, så slår vi hårdt ned. Det vil vi ikke acceptere.
Der er en klar forskel på snyd og... snyd. Men hvorfor er det tilfældet? Hvorfor er der nultolerance, når det kommer til doping, men accept når der rykkes i trøjen?
Spørger man Rasmus Bysted Møller, som er adjunkt ved Aarhus Universitet og har skrevet ph.d.-afhandling om sport og moral, så findes der flere mulige forklaringer, men meget handler om individets eget syn på sport og moral.
Han skelner mellem to ismer.
- Først og fremmest kan man skelne mellem sportsidealisme og sportsrealisme. Er man sportsidealist, så vil man se enhver form for snyd som uacceptabel, da det ikke følger reglerne, og sporten er når alt kommer til alt defineret ved sine regler. Og skal man acceptere brud på reglerne, så kan vi lige så godt opgive dem, siger han.
På den anden side ser han dem, der indtager en mere sportsrealistisk position og som forholder sig til realisering af sport. De vil ifølge Rasmus Bysted Møller sige, at idealisternes position er absurd.
- Og det vil de sige, fordi der for eksempel ikke findes et fodboldspil, hvor der ikke konstant sker regelbrud. Og derfra til at sige, at der ikke har fundet fodbold sted, fordi reglerne er blevet brudt, det er absurd. Derfor har vi brug for en anden teori, siger han og uddyber:
- Er man sportsidealistisk indstillet, så opererer man med en uforenelighedstese, og den går ud på, at det er uforeneligt at snyde og vinde, da sporten er defineret af sine regler.
- Så har man brudt reglerne, så har man ikke vundet i sin sportsgren. Så sportsidealistisk accepteres snyd slet ikke, og i sidste ende fører den opfattelse også til et absolut, hvor man må hævde, at der stor set aldrig er nogen, der vinder, da regelbrud finder sted konstant.
Men man kan samtidig argumentere for, at det ikke er al snyd, der er unfair. Det hævder den svensk-argentinske filosof Claudio Tamburrini for eksempel, forklarer Rasmus Bysted Møller
- Han (Tamburrini, red.) mener, der er mange regelbrud, som ikke er unfair. For eksempel professionelle frispark i fodbold. Det er snyd, men eftersom alle accepterer det, og alle gør det, så er det ikke unfair, for der er ikke nogen, der får en unfair fordel, siger Rasmus Bysted Møller.
Det ene frispark og det andet
Og når talen falder på fodbold, så mener Frederik Stjernfeldt, der er professor i idéhistorie og tidligere medvært på podcasten ”Fodbold og Filosofi”, at det er interessant at kigge nærmere på frisparket og reglerne heromkring.
- Det er en integreret del af fodbold, men den er tilladt at overskride. Og hvorfor er den det? Det er den jo, fordi når du tackler en modstander, så er der et element af gambling i det. Man kan aldrig vide, om modstanderen laver en uventet vending i det øjeblik, hvor du sætter tacklingen ind, så du rammer hans ben. Så derfor er ikke-taktiske frispark en del af spillet.
Han påpeger, at der var meget mere fairness i sport før i tiden og nævner et eksempel fra fodboldspillets spæde begyndelse.
- VI kender alle de historier fra barnsben med, at når en spille var skadet dengang, så trak en spiller fra det andet hold sig væk fra banen, indtil den skadede spiller var klar eller igen blev skiftet ind.
En sådan grad af fairness findes ikke i dag. Men det betyder ifølge professoren ikke, at fairness er væk. Og det er det, der skiller det professionelle frispark fra det tilfældige frispark.
- Alle synes, der er noget unfair over det professionelle frispark. Samtidig sidder de og råber ”nak ham, inden han kan nå at score.” Men de ved også godt, de opfordrer til en unfair handling – en overlagt handling.
Mange sportsfans har det fint med at se en spiller fra sit hold ”klippe” en modstander, der er på vej mod mål. Der er nogle handlinger, som er imod reglerne, men som bliver billiget fra tribunen.
Men når snakken falder på doping, så er der en bred enighed om, at det ingen plads har i sport.
Viljen til sejr
Denne opfattelse er Verner Møller, der er professor ved Institut for Folkesundhed og Idræt på Aarhus Universitet, villig til at udfordre.
Verner Møllers opfattelse er, at for at forstå hvorfor doping bruges, så skal man forstå, hvad eliteidræt er, og at det ikke er sammenligneligt med det, som de fleste mennesker dyrker, hvilket er motion og idræt.
- Motion handler om sundhed, og idræt er det samme. Man kan lide at konkurrere, men det er ikke så vigtigt, hvem der vinder. Men taler vi om sport - også kaldet eliteidræt - så er der en ting, som er afgørende, og det er det samme, der gør, at vi bliver fascineret af at kigge på det: Viljen til sejr.
Og det er den vilje, der ikke passer sammen med de fleste menneskers opfattelse af, hvad en eliteatlet er.
- Den indstilling, at man vil vinde for enhver pris, om det så nærmest koster livet, det er den, der gør, at folk handler på en måde, som ikke passer med vores sædvanlige opfattelse af tingene.
- Hvis man forestiller sig, at mennesker med denne sportslige indstilling skulle sige: ”Det vil jeg ikke (tage præstationsfremmende midler, red.), for det er der nogen, der har sagt er ulovligt” - det er nærmest utænkeligt. Det er det samme som at alle betaler sin skat med glæde.
Dengang der var træningsforbud
Verner Møller mener, der er et argument for, at det er en naturlig udvikling i sport, hvis atleterne begyndte at bruge doping. Det er det næste optimeringsskridt.
Men sådan har man ikke altid set på det. Engang var det forbudt at optimere sig i sportens verden.
I sportens ungdom ville man for eksempel ikke have arbejdere med i roklubberne. Hvis man roede med varer på floden, så var man jo professionel roer, og så måtte man ikke være med i roklubberne og konkurrere. Så havde man en fordel.
Amatørerne måtte nemlig ikke træne, for det, som det hele gik ud på, var, hvem der fra naturens side havde de stærkeste gener. Så at begyndte at træne var faktisk den første perversion. Så handlede det ikke længere om, hvem der var den bedste til at løbe, men hvem der havde trænet mest.
Så på en måde kan man sige, at systematisk træning var den første form for snyd i sport.
Men ligesom man i dag gerne må træne, så vil man måske engang i fremtiden se på vores opfattelse af sport med samme øjne, som man i dag kigger på arbejderne på floden og deres forbud mod at konkurrere.
- Tillod man doping, så ville man have en situation, hvor man kunne sige, at nu er det fair, for det er muligt for alle at gøre, hvad de vil. Og man ville kunne sige, at det er deres egen krop, så det er deres eget ansvar. Det kan vi ikke blande os i.
Ville det ikke være en glidebane af dimensioner?
- Det ville ikke være en glidebane, det ville være at hoppe direkte ned ad slisken. Og vil vi acceptere det som samfund, at folk tager medicin, som skader dem og kan slå dem ihjel?
- Det kan man have to holdninger til. Man kan være libertarianer og sige, at friheden er det vigtigste. Friheden til at styre sit eget liv. Det skal vi ikke blande os i. Og hvis du ikke vil dope dig, så kan du stadig konkurrere, men du kan bare ikke vinde.