Når den kommende weekend er slut, er Kevin Magnussens fremtid i Formel 1 det samme.
Men den 32-årige dansker har styr på sin fremtid i motorsport, når sæsonens sidste grand prix er kørt på Yas Marina-banen i Abu Dhabi.
Kevin Magnussen har således skrevet under på en kontrakt med BMW's sportsvogns-team i den såkaldte HyperCar-klasse.
- Jeg er stolt over at skulle køre for et så ikonisk motorsports-mærke som BMW, siger Kevin Magnussen.
- Efter 10 år i Formel 1 indleder jeg nu et nyt, spændende kapitel, og jeg ser frem til udfordringerne i de mest innovative og avancerede sportsvogne nogensinde i langdistance-racing. En stor tak til BMW for at give mig denne fantastiske mulighed. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med 2025-sæsonen.
'En fantastisk forstærkning'
HyperCar er sportsvogns-racings topklasse, og har i de seneste år nydt stor interesse blandt alverdens bilfabrikker. HyperCar-bilerne kan både indsættes i VM-serien World Endurance Championship (WEC) og det amerikanske IMSA-mesterskab.
Da Magnussen i 2021 var ude af Formel 1, kørte han en sæson i IMSA-serien og vandt et enkelt løb for det amerikanske Ganassi-Cadillac team. Samtidig stillede han op i Le Mans for det danske team High Class Racing sammen med sin far Jan.
BMW's motorsportschef Andreas Roos glæder sig over tilgangen af Kevin Magnussen.
- Kevin er en fantastisk forstærkning til vores team, siger Andreas Roos.
- Hans 2021-sæson vil være en fordel for os og gøre det nemmere for ham at vænne sig til vores BMW M Hybrid V8.
Det er endnu ikke besluttet, om Magnussen kører i WEC- eller IMSA-serien i 2025, men han debuterer i alle tilfælde for BMW i første afdeling af IMSA-serien; 24-timersløbet i Daytona i januar.
VM-serien omfatter i 2025 otte afdelinger med start i Qatar i februar. 24-timersløbet i Le Mans, der er seriens absolutte højdepunkt, køres 14.-15. juni.
Aston Martin, Porsche, Toyota, Cadillac, Alpine, Ferrari og Peugeot har alle bygget HyperCars. Der er stærk dansk repræsentation i WEC: Nicklas Nielsen, der vandt Le Mans i år, er fabrikskører for Ferrari, Michael Christensen kører for Porsche og Mikkel Jensen og Malthe Jakobsen stiller op for Peugeot. Frederik Vesti kører udvalgte IMSA-løb for Cadillac.
BMW sluttede på femtepladsen blandt ni deltagere i WEC 2024, hvor Toyota vandt for tredje år i træk. BMW's bedste 2024-resultat i WEC var en andenplads i løbet på Fuji-banen i Japan. I IMSA vandt BMW et enkelt løb, men sluttede bag Porsche, Cadillac og Honda i den samlede stilling.
I BMW's annoncering af Magnussens kontrakt hedder det at danskeren "skal køre for BMW fra 2025". Formuleringen antyder, at Magnussens langsigtede fremtid ligger i sportsvogns-racing, og at endnu et Formel 1-comeback derfor er udelukket.