Den danske ishockeyspiller Lars Eller og Washington Capitals er klar til næste slutspilsrunde i NHL efter en 2-1-sejr over de forsvarende mestre fra Pittsburgh Penguins.
Dermed vinder Capitals serien 4-2 i kampe.
I det målfattige opgør bragte Alex Chiasson udeholdet fra Washington foran i begyndelsen af anden periode, men Pittsburgh fik udlignet ved Kris Letang små ti minutter senere.
Tredje periode forløb uden scoringer, og så måtte holdene ud i overtid, hvor Evgeny Kuznetsov efter godt fem minutter scorede det afgørende mål for Washington på et kontraangreb.
Eller med istid og skud
Lars Eller fik ifølge NHL's hjemmeside over 22 minutters spilletid og havde tre skudforsøg på mål.
Washington Capitals er nu blandt de sidste fire hold i kampen om Stanley Cup-trofæet. I næste runde er Tampa Bay Lightning modstanderen.
Det er ifølge Reuters første gang i 20 år, at Capitals når så langt.
I sæsonen 1997-98 slog holdet Buffalo Sabres i Eastern Conference-finalen, men derefter tabte Washington til Detroit Red Wings i Stanley Cup-finalen.
Winnipeg Jets og Nashville Predators skal ud i en altafgørende syvende kamp om at gå videre.
Det ligger fast, efter at Winnipeg natten til tirsdag tabte 0-4 på udebane mod Nashville, som dermed udligner til 3-3 i kampe. Nikolaj Ehlers fik 13 minutter på isen for Winnipeg.
Vinderen af serien skal møde Vegas Golden Knights.
/ritzau/