Lars Eller blæser til angreb på Tre Kronor

Det bedste angreb er et forsvar, lyder det frygtløst fra Lars Eller før aftenens VM-kamp mod mægtige Sverige.

Det er en stor udfordring, som de danske ishockeyherrer står overfor i aften. (Foto: © GRIGORY DUKOR, Scanpix)

Sverige - eller Tre Kronor som ishockeylandsholdet kaldes på den anden side af sundet - er altid at regne blandt de bedste ishockeynationer, så det var lidt af en overraskelse, da Letland åbnede VM med at stjæle point fra dem.

Efter tre perioder stod der 1-1 på måltavlen, og selvom svenskerne endte med at vinde i overtiden, så var det måske en lille sprække i det blå-gule panser, som gav sig til kende.

Det håber i hvert fald Lars Eller, der oven på Danmarks 3-0-sejr over Norge tillader sig at være en smule optimistisk forud for mødet med vores andet broderland senere i dag.

- Letterne overraskede ved at tage point fra Sverige og viste, at de måske er til at tale med. Men vi skal selvfølgelig ikke gå ud og forvente, at det bliver en let kamp, for den bliver meget svær, siger han og fortsætter i samme afdæmpet optimistiske spor.

- Svenskerne ender altid med at slås med om medaljerne, men vi er optimistiske, og vi har selvfølgelig fået en stor portion selvtillid efter kampen mod Norge.

Bedste forsvar er et angreb

Selvom Sverige ikke fik fuldt udbytte af kampen mod Letland, så er der ingen tvivl om, at de har en stærk trup med til VM i Rusland. Den byder på seks spillere fra nordamerikanske liga, NHL, og tre fra den russisk/østeuropæiske liga, KHL, de to stærkeste i verden.

Alligevel bliver det ikke et dansk hold med håndbremsen trukket, der løber på isen i Moskva i aften.

- Det bedste forsvar er et angreb, så jo mere tid vi kan spille i deres zone, desto bedre er det. Og samtidig skal vi virkelig ligge på indersiden af dem, når de er i vores zone og give dem meget få skud. Så godt et hold, som de er, så kommer de til at få chancer, så det bliver vores opgave at minimere dem, slår Lars Eller fast.

Kampen mellem Danmark og Sverige begynder klokken 19.15 i aften og kan følges direkte i Liga på P3.