De danske ishockeyherrer fik en perfekt åbning på VM i Rusland med en 3-0-sejr over Norge. Dermed kan de rød-hvide allerede nu tillade sig at håbe på et VM, hvor der er mere fokus på kampen om at komme i kvartfinalerne end på at undgå nedrykning.
Men uagtet at den danske indsats i perioder var imponerende, og at de danske scoringer var flotte, så er der stadig noget at arbejde med, påpeger DR Sportens ishockeykommentator Frederik Lindved, og peger på tre ting, som vi lærte af kampen mod nordmændene.
1. Dahm good! Perfekt start i målet
Verdensklasse. Ganske enkelt. Sebastian Dahm understregede for alvor mod Norge, at han skal være førstevalget i målet ved VM. Shutout og imponerende 44 redninger taler sit tydelige sprog. Man sad undervejs i kampen med en fornemmelse af, at intet kunne passere Sebastian Dahm - uanset hvad nordmændene forsøgte, var den storspillende Dahm i vejen. To gange satte det yderste af hans stav en stopper for et norsk mål, og så kan det jo kun ende lykkeligt.
Målmandsspillet er altafgørende, hvis man vil have succes ved VM, og kan Sebastian Dahm fortsætte takterne fra i dag, ser det rigtig, rigtig godt ud for Danmark.
2. NHL-kæden tegner godt, men…
… der er plads til forbedringer. Vi forventer, at målene skal komme fra Danmarks førstekæde med de tre NHL-forwards Nikolaj Ehlers, Lars Eller og Jannik Hansen. Jannik Hansen havde en afslutning på stolpen efter 30 sekunder mod Norge, og NHL-kæden var på isen, da backen Jesper B. Jensen scorede til 2-0 med assist fra Lars Eller.
Norge-kampen var dog første gang, at Ehlers, Eller og Hansen spillede sammen, og de skal bruge lidt tid til for alvor at finde hinanden på isen. Sammenspillet skal nok blive bedre i løbet af turneringen, og det er nødvendigt for Danmark, hvis drømmene om en plads i kvartfinalen skal blive til virkelighed.
3. Lars Eller skal holde staven på isen
10 minutter. Så lang tid brugte Danmarks bedste VM-center i udvisningsboksen - alle gange for at sende staven op i hovedet på en nordmænd. I dag endte det godt, men den slags er der altså ikke råd til fremover. Lars Ellers 2+2 minutters udvisning med under otte minutter igen kunne have sat Danmarks 2-0-føring over styr, og så meget spil i undertal bliver straffet hårdt mod gruppens øvrige hold.
Lars Eller er en klassespiller, og ham har Danmark virkelig brug for på isen - ikke i udvisningsboksen. Så hold gerne staven bare en smule væk fra modstandernes ansigter resten af VM, Lars.