Den afgørende fase i kampen om det eftertragtede Stanley Cup-trofæ blev indledt torsdag aften i verdens bedste ishockeyliga, NHL.
Det skete, da Washington Capitals med danske Lars Eller på holdet tog imod Toronto Maple Leafs, der har en anden dansker - Frederik Andersen - i målet.
Og det blev Washington Capitals, der trak det længste strå i kampen, der måtte afgøres i overtid efter 2-2 i den ordinære spilletid.
Udeholdet kom dog bedst fra start og bragte sig allerede efter halvandet minuts spil foran på en scoring af Mitchell Marner.
Jake Gardiner gjorde det til 2-0 halvvejs inde i perioden, inden hjemmeholdets Justin Williams kunne reducere i et powerplay tre minutter senere.
Samme Justin Williams var manden bag udligningen til 2-2 16 minutter inde i anden periode.
Travl aften for Andersen
Det forblev stillingen, indtil tiden udløb, og dermed måtte kampen afgøres i overtid.
Her markerede Frederik Andersen sig flere gange med gode redninger blandt andet på et kontraangreb, hvor danskeren i flere omgange nærmest på mirakuløs vis formåede at holde pucken ude af rusen.
Han kunne dog ikke stille noget op fem minutter inde i overtiden, da hjemmeholdets Tom Wilson trak et velplaceret skud op over Andersens venstre skulder.
Frederik Andersen blev på en travl aften i Washington noteret for 41 redninger på 44 forsøg.
Lars Eller fik knap 12 minutter på isen for Washington Capitals.
Washington Capitals fører nu serien 1-0 mod Toronto Maple Leafs. Der spilles bedst af syv kampe.
/ritzau/