De danske ishockeykvinder får stryg i OL-kvalifikationen

Schweiz var for stor en opgave for Danmarks kvindelige ishockeylandshold i kvalifikationen til OL næste år.

(Foto: © Eddy Risch, Scanpix)

Det kvindelige danske ishockeylandshold fik store klø, da holdet torsdag spillede den første kamp ved OL-kvalifikationen i Schweiz.

Værtsnationen var for stor en mundfuld, og Danmark tabte 1-6.

Den danske målmand Lisa Jensen leverede 35 redninger på 41 skud, men det var ikke nok til at skabe nogen form for spænding.

Jeanette Langsager stod for den enlige danske scoring, da hun i tredje periode reducerede til 1-5.

Periodecifrene blev 2-0, 3-0 og 1-1 i schweizernes favør.

Senere torsdag mødes Tjekkiet og Norge i gruppen.

Kun gruppevinderen kvalificerer sig til OL i Pyeongchang næste år.

Danmark skal lørdag møde Tjekkiet, mens Norge venter søndag i den sidste kamp i OL-kvalifikationen.

/ritzau/