Dansk NHL-skarpskytte siger nej til ishockey-VM

Nicklas Jensen har ikke mulighed for at spille VM, har han meddelt den danske landsholdsledelse.

Nicklas Jensen bliver ikke en del af den danske VM-trup. (Foto: © Jan Korsgaard, Scanpix)

Den farlige målskytte Nicklas Jensen kommer ikke til at forstærke det danske ishockeylandshold ved VM i Tyskland.

Efter New York Rangers' 2-4-nederlag til Ottawa Senators natten til onsdag dansk tid i NHL-slutspillet er klubsæsonen slut for danskeren, men han har takket nej til forslaget om at tilslutte sig VM-truppen.

- Nicklas besvarede hurtigt min forespørgsel, og vi havde en god samtale, hvor Nicklas meddelte, at han ikke har mulighed for at deltage ved årets VM, siger landsholdets general manager, Kim Pedersen, i en pressemeddelelse.

Nicklas Jensen var en stor profil ved sidste års VM, hvor Danmark nåede til kvartfinalen med Jensen som topscorer.

Senere på året var han også farligste mand, da landsholdet uden held forsøgte at kvalificere sig til OL.

Eller stadig i spil

Med afbuddet fra Nicklas Jensen er der kun et spørgsmålstegn ud for Lars Eller, som sammen med Washington Capitals skal spille en syvende og afgørende slutspilskamp mod Pittsburgh Penguins natten til torsdag.

Landstræner Jan Karlsson har to åbne pladser i sin VM-trup, men det kan tænkes, at han allerede onsdag fylder den ene af pladserne.

Kandidater til VM-debut er backen Nicolai Weichel og forwarden Steffen Klarskov, der begge er med i VM-lejren i Köln, men endnu ikke officielt er skrevet ind på holdet.

/ritzau/