Ishockeyfans river billetter til sig inden VM i Danmark

Billetpakkerne til Danmarks kampe ved VM i ishockey på hjemmebane kunne meldes udsolgt søndag.

Danmark har tabt de to første kampe ved VM, men det afholder ikke de danske fans fra at købe billet til næste års turnering på hjemmebane. (Foto: © Jan Korsgaard, Scanpix)

I disse uger tørner verdens bedste ishockeynationer sammen ved VM i Köln og Paris, men allerede nu er det muligt at sikre billet til næste års VM, der afvikles i Danmark.

Billetterne til Danmarks kampe er gået som varmt brød, siden salget startede i lørdags.

De såkaldte "følg dit hold"-billetpakker, der omfatter Danmarks syv kampe i gruppespillet, var allerede udsolgt søndag, lyder det i en pressemeddelelse fra arrangøren.

Tilfredsstillende

Dermed er der solgt 6000 billetter til Danmarks kampe, oplyses det endvidere.

- Det var dejligt endelig at komme i gang med billetsalget og naturligvis meget tilfredsstillende, at efterspørgslen var så stor, siger VM-projektselskabets marketingdirektør, Maja Grimnitz.

Det egentlige billetsalg begynder 1. september. Til den tid vil det være muligt at købe kampdagsbilletter til Danmarks gruppespilskampe i Herning.

VM 2018 afvikles i Jyske Bank Boxen i Herning samt i Royal Arena i København fra 4. til 20. maj 2018.

/ritzau/