VM-fløj: Jeg troede den var gal med skulderen igen

Trine Østergaard blev skrevet sent ind i VM-truppen på grund af skuldersmerter, som meldte sig igen onsdag.

Trine Østergaard har knas med skulderen. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Landsholdets højrefløj Trine Østergaard fik onsdag aften sine første minutter ved VM i Tyskland.

En skulderskade havde holdt hende ude af de tre første gruppekampe. Mod Brasilien blev hun kastet på banen efter pausen og bidrog med et enkelt mål i sejren på 22-20.

Det gav et riv i skulderen, da hun midtvejs i anden halvleg sendte Danmark foran 17-15.

- Jeg havde lidt smerter efter kampen og fik is på. Jeg var lidt bekymret.

- Men i morges, da jeg vågnede, var den ligeså god, som den var i går morges. Så det er gode tegn, siger Trine Østergaard før fredagens gruppefinale mod Rusland.

Højrefløjen fra Odense kom til skade i en testkamp mod Sverige umiddelbart før afrejsen til VM, da hun faldt uheldigt.

Under VM-træningen i Tyskland har hun langsomt bygget skulderen op til at klare den belastning, der sker, når hun smækker bolden mod mål.

Trine Østergaard havde forventet, at skulderleddet ville værke lidt.

- Jeg havde regnet med, at det ikke ville være helt smertefrit i det led. Selve skulderen er der ikke problemer med. Jeg har ikke haft ondt i dag, så det er helt fint, fortæller hun.

Før fløjen løb på banen i anden halvleg mod Brasilien handlede det om at glemme alt om skulderen.

- Jeg slog hjernen fra og forsøgte at tænke mindst muligt på det.

- Det gjorde jeg heller ikke, før jeg havde det skud, og det gjorde lidt ondt, siger hun.

Formen fejler intet

Trine Østergaard vurderer ikke, at de mange dage på tribunen under VM har påvirket hendes form negativt.

- Jeg har trænet meget fysisk træning og intervaltræning med vores fysioterapeut. Jeg tror næsten, at jeg har bygget på, for det har været hårdt at træne individuelt med ham, siger hun.

Nu håber Østergaard, at der venter endnu flere VM-kampe.

- Nu har jeg fået en lille smag af, hvad VM har at byde på. Det siger jeg ikke nej til, siger hun.

Danmark har vundet de seneste tre gruppekampe efter premierenederlaget mod Montenegro. Med en sejr over Rusland fredag aften kan danskerne vinde gruppe C.

Fredagens opgør går i gang klokken 20.30.

/ritzau/