Der var lagt op til en sand gyser torsdag eftermiddag i et potentielt direkte opgør om billetten videre til ottendedelsfinalen ved VM mellem Ungarn, der har den danske landstræner Kim Rasmussen, og hans gamle hold Polen.
Og efter en meget tæt første halvleg endte det med, at Ungarn trak fra i anden halvleg og hentede en meget vigtig sejr på 31-28.
Den bærende spiller i kampen var Aniko Kovacsics, der bankede bolden i målet hele syv gange.
I anden halvleg, mens Ungarn var ved at stikke af, skete der en voldsom episode, hvor ungarske Anett Kisfaludy rammer Polens store stjerne Kudlacz-Gloc i hovedet og ender med at få rødt kort.
Med sejren rykker Ungarn og Kim Rasmussen op på andenpladsen i gruppen og er meget tæt på ottendedelsfinalen, mens Polen ligger nummer fem. De skal derfor vinde den sidste kamp mod Argentina for at holde liv i håbet om videre deltagelse.
Husk du kan se Danmarks vigtige kamp mod Rusland fredag fra klokken 20.00 på DR1.