PORTRÆT Perfektionisten Burgaard: Jeg ser stadig alle mine kampe på video

Perfektion kan være svært at opnå. Det oplevede Louise Burgaard efter VM for to år siden, hvor hun efterfølgende blev tvunget til en landsholdspause.

(Foto: © Malte Nørgaard DR)

Kan håndbold blive for meget? Ja, lyder det korte og komplicerede svar på dét spørgsmål.

Den danske højre back Louise Burgaard kender godt konklusionen.

For snart to år siden blev hun nødt til at tage en pause fra landsholdet, efter det seneste VM var overstået.

- Det var ikke et valg, jeg tog. Jeg var kørt ned mentalt og fysisk. Det var simpelthen nødvendigt for mig at tage en pause, siger hun i dag om perioden efter den skæbnesvangre aften for to år siden, hvor Danmark blev slået ud af VM.

16. december 2015. Herning. Drømmen om en dansk VM-medalje på hjemmebane knækker. Det danske landshold taber med 31-30 til Rumænien efter forlænget spilletid i kvartfinalen.

Mere end 12.000 tilskuere er vidne til et af de mest dramatiske håndboldopgør i nyere tid. Rumænernes superstjerne Cristina Neagu brænder i kampens absolut sidste sekund et straffekast ved stillingen 27-27, og Danmark får kunstigt åndedræt.

Forlænget spilletid.

Bolden flyver fra den ene ende til den anden. Syv sekunder før tid er stillingen stadig helt lige. Denne gang 30-30.

Et sug går gennem maven på de mange tusinde danskere. Stregspilleren Adriana Nechita får fisket bolden til sig og smider den ind bag en sprælende Rikke Poulsen i det danske mål.

- Nej, nej, nej, lyder ordene fra DR Sportens ekspertkommentator Lars Krogh Jeppesen, inden der i kommentatorboksen bliver fulgt op med de bevingede ord.

- Danmark er sendt ud af VM på den mest forfærdelige måde.

Vingerne på den danske drøm er stækket. Og Louise Burgaard har ikke haft megen mulighed for at ændre på udfaldet. Hun spiller kun seks minutter i den altafgørende kamp.

Alligevel vælter kritikken ned over hende efter kampen.

TV2 spørger retorisk, om hun var skadet, mens BT kalder Burgaards spil for usikkert og tilføjer ordene: Hun har under hele slutrunden ledt efter sit topniveau, men har endnu ikke fundet det.

Ser alle kampe på video

Måske er topniveauet der ikke? Louise Burgaard føler sig udbrændt. I februar melder hun ud, at hun vil holde en pause fra landsholdet i et stykke tid.

Energien er forsvundet.

- Uanset hvor meget, jeg gerne vil deltage, så er jeg ikke klar til det nu. Lige nu er mit fokus på at komme tilbage på banen og spille kampe for FCM, og det går stille og roligt fremad, fortæller hun på det tidspunkt.

Først halvandet år senere trækker hun den røde landsholdstrøje over hovedet igen, da hun den 9. juni i år løber ind på halvgulvet til en testkamp mod Tyskland.

I dag er hun dog stadig ikke meget for at tale om den turbulente tid, der tvang hende til en landsholdspause.

Hun kalder det hendes egen nedtur, men fortæller også, at hun er blevet klogere, efter kræfterne forsvandt under det seneste verdensmesterskab.

- Jeg er stadig min egen værste fjende. Men det er jeg heldigvis blevet bedre til at tackle. Omvendt er det også en af de ting, der gør, at jeg er en dygtig håndboldspiller. Jeg er god til at presse mig selv og stille høje krav. Alle mine kampe ser jeg igen og analyserer. Men min tilgang til tingene er måske blevet mere afslappet. Jeg kan bedre se, at det ikke nødvendigvis er mine fejl, der gør, at vi taber. Modstanderen kan også spille godt, eller der kan være nogle holdkammerater, der ikke præsterer, siger hun.

Det er dog stadig vanskeligt for Louise Burgaard helt at glemme kampens forløb, så snart det digitale halur rammer en time, og opgøret er forbi.

- Det er lidt svært for mig at sove, når jeg kommer hjem fra kamp. Så kan jeg bruge tiden på at se kampen igen. Jeg spoler måske lidt tilbage og ser min egen aktion igen og igen. Så kan jeg blive klogere på, om jeg er for tæt på forsvaret, eller om mit tilløb kunne have været bedre. Det er en god måde at lukke kampen ned på, forklarer hun.

Selvom hun allerede nu ved, at der venter fem aftener med video på værelset efter gruppekampene til VM, så glæder Louise Burgaard sig alligevel til at være en del af den danske slutrundetrup i Tyskland.

- Jeg tager slutrunden lidt afslappet. Chancen skal bare gribes, når den kommer. Det handler om, at jeg bare skal være mig selv og komme med al min gåpåmod og vilje.

For når Louise Burgaard bare er Louise Burgaard, så skal det nok gå. Så er hun både sulten og ærgerrig i sit spil.

Og så skal kvartfinalepladsen fra det seneste VM forhåbentlig veksles til noget bedre denne gang.

- Vi har et rigtig spændende hold, og jeg glæder mig sindssygt meget til at se, hvad vi kan præstere til VM, slutter Louise Burgaard og smiler.

Der er energi og power i øjnene igen.

VM i håndbold spilles fra den 1-17. december.

Danmark er i gruppe med Montenegro, Japan, Tunesien, Brasilien og Rusland.

Alle Danmarks kampe kan høres i radioen i LIGA på P3, følges i livetekst på dr.dk eller ses i fjernsynet på enten DR 1 eller TV 2.