Lotte Grigels VM er slut - ude med slem skade

En scanning her til formiddag har desværre vist, at Lotte Grigel har revet korsbåndet over i venstre knæ.

Lotte Grigel er færdig til VM på grund af en slem skade. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Danmark har mistet en vigtig brik i bestræbelserne på succes ved VM i kvindehåndbold. Playmaker Lotte Grigel har revet korsbåndet over i venstre knæ og er dermed ude af VM.

- Vi er sindssygt kede af det på Lottes vegne og meget ærgerlige over, at vi må undvære hende resten af turneringen, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse.

Lotte Grigel måtte forlade banen i Jyske Bank Boxen efter at have slået knæet ned i halgulvet under kampen mod Tunesien søndag aften. Mandag formiddag gennemgik playmakeren en scanning, og det viste sig, at hendes forreste korsbånd er revet over i venstre knæ.

Erstatning fra Aarhus

Klavs Bruun Jørgensen har som erstatning besluttet at tilkalde SK Aarhus’ Anna Sophie Okkels, som slutter sig til landsholdslejren i løbet af eftermiddagen.

- Vi har hele tiden haft Anna Sophie Okkels i tankerne, hvis der skulle ske udskiftninger i truppen. Nu kommer hun lidt hurtigere i spil end vi havde regnet med, men hun har heldigvis holdt sig skarp i sin klub og er helt klar til at glide ind i truppen, siger Klavs Bruun Jørgensen.