KOMMENTAR Statistikken afslører tre ømme punkter inden Serbien-kampen

Danmark kommer tirsdag på den første styrkeprøve ved VM med masser af spørgsmål at besvare.

(Foto: © (Foto: Grafik.: DR Sporten © (c) Scanpix), (Foto: Grafik.: DR Sporten © (c) Scanpix))

End ikke den største pessimist kan for alvor udsætte noget på den danske VM-start. To kampe har udløst to sejre på ni og 12 mål, alle spillere har været i aktion, og der har været plads til at spare lidt på Anne Mette Pedersen, Louise Burgaard og Line Jørgensen, der har døjet med småskavanker i optakten til VM.

Men omvendt kan heller ikke selv den største optimist gøre Danmark til medaljekandidater alene på baggrund af de to åbningskampe. For Japans aparte spil og et tunesisk hold niveauer under det danske giver intet reelt svar på, hvor på guldbarometret Klavs Bruun Jørgensens mandskab befinder sig.

Det svar kommer vi nærmere i aften, hvor Danmark for første gang for alvor testes af ved VM på hjemmebane, når modstanderen er de forsvarende VM-sølvvindere fra Serbien. Graver man lidt ned i de danske statistikker er der især tre elementer i det danske spil, som jeg er spændt på at se prøvet af mod en mere ligeværdig modstander:

1. Det danske overtalsspil Klavs Bruun Jørgensen kaldte det selv for en lille bekymring på mandagens pressemøde. Det er blot blevet til tre mål i 12 minutters overtal ved VM, og de situationer skal udnyttes bedre mod de kommende modstandere Serbien, Ungarn og Montenegro, der ofte trækker en del udvisninger. Under testkampen mod Spanien sidste søndag eksperimenterede landstrænerteamet med at spille med en ekstra markspiller i overtal. Det kan måske være en løsning igen.

2. Den danske højreside Mens Danmark har scoret masser af mål fra venstre back og fløj, er der ikke blevet lynet nær så ofte fra modsatte side. Nu er Line Jørgensen og Louise Burgaard ikke længere på skånekost, som landstræneren udtrykte det dagen før mødet med Serbien.

I opgøret mod Tunesien scorede Stine Jørgensen, Anne Mette Hansen, Ann Grete Nørgaard og Maria Fisker i venstresiden 17 mål på 22 afslutninger fraregnet straffekast. I modsatte side kom Line Jørgensen, Louise Burgaard, Trine Østergaard og Anne Mette Pedersen blot til en enkelt scoring til sammen efter bare seks afslutninger. Potentialet er naturligvis til meget mere, og det ville lune for alvor at se dem træde i karakter.

3. Den danske kontrafase Ni danske kontrascoringer er det foreløbig blevet til ved VM mod modstandere, der ellers gav mange muligheder for det. Men med Klavs Bruun Jørgensens mere offensive forsvarskoncept med til tider høje backs er de danske fløje til gengæld nødt til at stå længere tilbage. Derfor må det danske varemærke i højere grad føres igennem i andenbølgen. Det kræver tilvænning.

Ganske vist må aftenens serbiske modstandere se bort fra holdets fire største stjerner Sanja Damnjanovic, Andrea Lekic, Katarina Tomasovic og Dragana Cvijic, der er raget uklar med landstræner Sasa Boskovic.

Alligevel er det på kort tid lykkedes den karismatiske Boskovic at bygge et stærkt kollektiv op i fraværet af de store individualister. Efter mandagens træning spurgte DR Sportens reporter ham, hvem han nu anser for at være holdets vigtigste spiller. ”Det er holdets vigtigste spiller,” sagde han med et smil af tilfredshed og pegede ind på den samlede klynge af serbere, der var ved at udbringe et kampråb.

Især i åbningskampen viste serberne rigtig flotte takter, da de overraskede med uafgjort mod Montenegro, mens holdet kom til kort på bredden mod Ungarn, der i anden kamp tilføjede dem et seksmålsnederlag.

Bredden og evnen til at spille for fuld damp i 60 minutter kan også meget vel blive nøglen for Danmark mod Serbien. Og nå ja, så gav mandagens ulykkelige scanningssvar til Lotte Grigel blot endnu et spørgsmål, vi skal have besvaret i kampen mod Serbien – hvilken rolle kommer Anna Sophie Okkels til at spille? Der er nok at holde øje med og glæde sig til, når vi viser Danmark mod Serbien på DR1 klokken 20.30.