”Hvordan kommer det så til at gå Danmark?” Muligvis det spørgsmål jeg har fået flest gange de seneste uger op til VM. Men faktisk tror jeg ikke, jeg har givet det samme svar to gange. For det er meget svært at spå om mesterskabet, der er blandt de mest uforudsigelige, jeg kan huske.
Udsigterne er rigtig spændende set med danske briller. Den sidste testkamp før VM mod de spanske vice-europamestre i Spanien og med spanske dommere skruede forventningerne op. Danmark formåede omstændighederne til trods at få uafgjort i en kamp, hvor holdet det meste af tiden måtte klare sig uden decideret højre back, da Line Jørgensen og Louise Burgaard blev sparet. Der burde altså være meget mere at komme efter.
Klavs Bruun Jørgensens mission om aggressivt dansk forsvarsspil kunne stresse selv et velorganiseret spansk mandskab, mens danskerne også spillede sig til masser af chancer i den anden ende.
Hjemmebanen har før givet succes
Historisk har hjemmebanefordelen udløst dansk guld til kvinderne to ud af fire gange – en meget god statistik. Ved EM i 1996 og 2002, mens det ved VM i 1999 blev til en sjetteplads, og EM i 2010 endte med en fjerdeplads. Og selvfølgelig er forventningerne høje til historiens bare tredje verdensmesterskab i håndbold på hjemmebane.
Dansk Håndbold Forbund har to målsætninger for VM-slutrunden. Den såkaldt acceptable med en plads i top syv, der vil give Danmark mulighed for at spille om OL-kvalifikation senere på foråret. Samt den reelle målsætning – at danskerne går videre til semifinalerne og spiller om medaljer over weekenden den 18. til 20. december.
Den første målsætning skal kunne lykkes. Selvom de lynhurtige og offensivt indstillede japanere kan drille fra start i lørdagens åbningskamp, så skal både den, det efterfølgende møde med Tunesien og et serbisk hold uden nationens fire største profiler give tre sejre til start og et godt afsæt ind i turneringen.
Herfra skal de endelige placeringer i gruppen afgøres mod Ungarn og Montenegro, og en førsteplads kan vise sig at få stor betydning for de videre danske muligheder. Den vil med al sandsynlighed betyde en ottendedelsfinale mod Angola i stedet for Sverige, Holland eller Polen, der alle på en god dag kan være farlige modstandere. Samtidig vil en førsteplads betyde, at Danmark dribler uden om andre gruppevindere i kvartfinalen.
Et bredt favoritfelt
Favoritfeltet er bredere end længe. Efter Norges otte guldmedaljer de seneste ti år er to kulturbærere i Karoline Breivang og Linn-Kristin Riegelhuth ikke med denne gang på grund af karrierestop og graviditet, og optakten har afsløret et norsk hold uden samme suverænitet.
Samtidig har flere nationer de seneste år skrevet sig ind i verdenstoppen. Brasilien med VM-guldet i 2013, Spanien med EM-sølv sidste år og Sverige med bronze ved samme lejlighed. Læg dertil et spændende russisk hold, der igen får højrystede dessiner af Jevgenij Trefilov, og vandt Møbelringen Cup i Norge op til VM, et sydkoreansk hold der har flotte ungdomsmesterskaber bag sig og satser voldsomt op til OL – samt den gamle garde med Montenegros OL-sølvvindere, de stærke franskmænd, Ungarn og Rumænien.
11-12 nationer der med en god turnering alle kan spille sig frem til medaljekampene i det lidt mere uforudsigelige spilsystem ved et VM, hvor den efter gruppekampene står på knald-eller-fald frem til finalen modsat EM, hvor man har flere chancer i endnu et gruppespil.
Derfor er jeg også glad for, at jeg har travlt med at kommentere de kommende uger – for at satse på at spare op til julegaverne ved at tippe de rigtige resultater ville jeg ikke sætte min lid til. Men med et dansk hold der udstråler ro, tro på det nye koncept og som ikke mindst har 12.000 brølende fans i ryggen, kan vi i hvert fald med rette have et håb om, at julemåneden bliver ekstra sød i år.