Karin Mortensen: Grigels skade kan i værste fald betyde karrierestop

DR’s håndboldekspert Karin Mortensen, der til daglig arbejder som fysioterapeut, frygter det værste for knæskadede Lotte Grigel.

Lotte Grigels knæskade kan i værste fald betyde, at karrieren er slut. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

VM-turneringen er slut for Lotte Grigel, efter at hun faldt uheldigt ned på sit venstre knæ, da de danske håndboldkvinder søndag slog Tunesien ved VM. Mandag viste en skanning, at forreste korsbånd i knæet er revet over.

Det er anden slutrunde i træk, at uheldige Grigel har måttet forlade turneringen før tid som følge af en skade.

- Det er jo nærmest den værste af alle knæskader. Hun har døjet meget med knæene, og det er hendes tredje store knæskade. Det slider på knæet, jo flere gange man går ind og opererer. Der dannes mere arvæv, og det hele bliver mere skøbeligt, lyder vurderingen fra Karin Mortensen.

Turbulent efterår

Kan korsbåndsskaden ende med at betyde et karrierestop for Lotte Grigel?

- Hun lander på sit venstre knæ og får et vrid, der ser grimt ud. Det kunne på tv-billederne godt se ud som om, at der også kunne være skader på ledbånd og menisk. Hvis dette er tilfældet, så kunne det i værste fald betyde et karrierestop, fortsætter Karin Mortensen.

Karin Mortensen arbejder som fysioterapeut, når hun ikke er håndboldekspert hos DR. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, DR Sporten)

Lotte Grigel har i efteråret været ude i lidt af et stormvejr i Esbjerg, hvor hun kom på kant med træner Lars Frederiksen. Det hele endte med, at Grigel skiftede til Rostov-Don i Rusland. Problemer med et arbejdsvisum gjorde, at hun endnu ikke har fået debut for sin russiske klub.

- Lotte har været igennem en hård en periode i Esbjerg og var på vej til et eventyr i Rusland. Det bliver nu udskudt en del. Det her bliver psykisk hårdt for hende, slutter fysioterapeutuddannede Karin Mortensen.

Klavs Bruun Jørgensen har udtaget Anna Sophie Okkels fra SK Aarhus til VM-truppen i stedet for Grigel.