De danske håndboldmænd havde heldigvis parkeret al balladen omkring stregspiller René Toft Hansens omdiskuterede albueskinne udenfor AccorHotels Arena i Paris.
For når ret skal være ret, så spillede landstræner Gudmundur Gudmundssons mandskab i VM-åbningssejren på 33-22 over Argentina en vis legemsdel ud af shortsene.
DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen noterede sig i opgøret også flere facetter, som danskerne kan tage med sig videre i turneringen, og her er de tre væsentligste.
Dansk overskud
- Der er et utroligt stort overskud på det danske mandskab. Det kunne man mærke både før, under og efter kampen mod Argentina.
- Det er en trup der emmer af sammenhold og selvtillid. Den sikre sejr over Argentina bidrager yderligere til at skubbe i den rigtige retning.
Skarpe kanter
- De danske fløje ser utrolig skarpe ud. Om det er Casper U. Mortensen, Magnus Landin, Lasse Svan eller Hans Lindberg der spiller, betyder ikke noget. De er alle fire exceptionelt træfsikre. Det må være svært for landstræneren at skulle udpege den stærkeste på hver fløj.
- I opgøret mod Argentina var jeg specielt imponeret over unge Magnus Landin. Han leverede fire scoringer på en halvleg, og et par af disse var afslutningsmæssigt helt sublime.
Mange er stemplet ind
- Når man har vundet en kamp, har man tit to-tre spillere, der har trukket læsset. Sådan var det ikke i sejren over Argentina. Mange af spillerne kunne - da de kiggede i spejlet i går aftes inden sengetid - konstatere, at de havde spillet en god kamp.
- Der var spilletid til samtlige 15 mand i truppen, og det var kun tre stykker, der ikke kom i gang. Efter blot en kamp er 12 af de danske spillere i min optik allerede stemplet ind i VM-turneringen. Det er meget usædvanligt, slutter Lars Krogh Jeppesen.
Danmark møder lørdag Egypten kl. 2045. Opgøret kan følges på TV2, P3 og på dr.dk.