Efter de første ti minutter, der var meget lige, cruisede Danmark sejren hjem mod Argentina. Et mandskab, der så sent som ved sidste VM drillede Danmark og spillede uafgjort i åbningskampen.
Føringen blev større og større, og til sidst endte kampen 33-22. En god start på VM, vurderer Henrik Toft Hansen:
- Vi var godt forberedt. VI har lært af bitter erfaring, at de er et godt hold. De første ti minutter så vi hinanden an, men derfra fik vi sat os på kampen. Jeg er tilfreds med resultatet, og at vi får brugt hele bænken, og så er vi klar til kamp igen i morgen.
Et solidt forsvar blev nøglen til sejr.
- Vi får løbet nogle gode kontraangreb. Vi står godt i forsvaret, og får løbet nogle lette mål hjem, og så går Argentina lidt tør for kræfter. Det er et godt hold, men vi får sat os godt på dem. Vi fik en stille og rolig sejr, og nu er vi i gang med turneringen.
Håber at få sin bror med
Henrik Toft Hansens bror, Rene, blev tidligere på dagen udelukket fra kampen mod Argentina. Det internationale håndboldforbund, IHF, nægtede at godkende den albueskinne, René Toft Hansen spiller med.
I morgen skal lægerne fra de hold, Danmark er i gruppe med, vurdere, hvorvidt de vil lade René Toft Hansen spille med sin albueskinne, som IHF’s medicinske stab har vurderet som farlig.
- Det har ikke været sjovt. Der har været mange ting oppe at vende. Og nu håber jeg bare, at de andre hold godkender skinnen, så vi kan få ham med i så mange kampe som muligt. Jeg håber, han er med allerede med i morgen, men man ved aldrig, hvad der sker, siger Henrik Toft Hansen.
Danmark spiller i morgen mod Egypten. Kampen kan ses på TV 2.