Hans Lindberg har fået en mindre forstrækning i læggen og er ikke med, når Danmarks håndboldlandshold torsdag spiller testkamp mod Ungarn forud for VM.
Det oplyser Dansk Håndboldforbund (DHF) i en pressemeddelelse.
Højrefløjen Hans Lindberg er meldt ude af den første kamp mod Ungarn og er også tvivlsom til den anden testkamp mod Ungarn.
I stedet er Johan Hansen fra Bjerringbro-Silkeborg indkaldt til landsholdslejren og er allerede mødt ind.
- Vi tager ingen chancer med Hans, og derfor er Johan med resten af ugen. Herefter evaluerer vi og tager en beslutning om, hvad der skal ske, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.
VM i Danmark og Tyskland begynder 9. januar.
/ritzau/