Dansk målmaskine trives med presset i Spanien

Den danske fløj Casper U. Mortensen kommer med stor selvtillid til VM-lejren efter et flot efterår i FC Barcelona.

Casper U. Mortensen blev af EHF valgt som novembers bedste spiller i Champions League. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

Det er et par sikre hænder, der er monteret på landsholdets venstre fløj.

I 2018 har Casper U. Mortensen hamret boldene i kassen for både landsholdet, Hannover-Burgdorf og sin nye klub FC Barcelona.

Foråret lukkede han af med at blive topscorer i Bundesligaen, 230 kasser i alt, og den form har den 29-årige målsluger altså taget med til det spanske, hvor han siden sommerens skifte til FC Barcelona har nettet hele 70 gange fordelt på 13 kampe i ligaen.

Derudover har danskeren scoret 56 gange i Champions League, hvilket nok ikke var en uvæsentlig faktor for EHF, der kårede Casper U. Mortensen som månedens spiller i november i netop Champions League.

Selvtilliden fejler med andre ord ikke det store, og det har skiftet til det spanske også en stor del af æren for, fortæller Casper U. Mortensen.

- Det er altid dejligt at få noget anerkendelse fra andre, så man bliver bekræftet i, at det ikke kun er mig selv, der går rundt og har en god fornemmelse af tingene.

- Jeg har udviklet mig på mange parametre. Både i forsvaret, men også i skarpheden i de sidste ti minutter, hvor det handler om at være klar. Generelt har jeg lagt lag på de fleste steder af min udvikling.

Sundt konkurrenceniveau

I FC Barcelona deler Casper U. Mortensen titel som landsholdsspiller med stort set resten af truppen, og det er samtidig med til at skærpe den danske topscorer.

- Vi har et sundt konkurrenceniveau i Barcelona, og det gør, at man skal præstere hver weekend, ellers spiller en anden bare ugen efter. Det pres trives jeg rigtig godt med, siger fløjen, der tripper for at få åbnet VM-slutrunden inden længe.

- Det bliver forhåbentlig en kæmpe fornøjelse, og jeg glæder mig til at opleve en slutrunde på hjemmebane som i 2014. Det er en hel unik følelse, når man synger nationalmelodi med drengene, og der står 15.000 og synger med.

VM begynder den 10. januar, hvor Danmark møder Chile i Royal Arena.