De møder nemlig Egypten, og selvom det ikke på papiret er en frygtindgydende modstander, så er det et hold, der spiller i højt tempo.
Nøglen til sejr bliver derfor masser af spurter fremad banen, forudser bagspilleren Mads Mensah Larsen.
- De plejer at være utroligt aggressive, og de spiller en type håndbold, som det er svært for os at simulere til træning. Men vi skal have styr på vores forsvar, som da vi mødte dem sidst, hvor vi kunne løbe dem i stykker på kontra, og det tror jeg bliver opskriften igen.
Bedre end i Danmark
De to mandskaber stod over for hinanden for bare otte dage siden i testkamp på dansk grund. Ved den lejlighed blev det til en knusende sikker dansk sejr på 36-26.
Men det resultat kan man ikke bruge til noget som helst i aften, formaner landstræner Gudmundur Gudmundsson.
- Jeg forventer, at de kommer til at spille meget bedre, end de gjorde i Danmark. De kommer til at forsøge at overraske os med nogle ting. De plejer at spille meget hurtigt, og vi kan forvente alt, når vi møder dem, lyder det fra islændingen.
Overraskede mod Qatar
Egypten fik en god start på turneringen med en overraskende sejr over de forsvarende VM-sølvvindere fra Qatar.
Et resultat der kom som en overraskelse, men formentlig i højere grad fortæller historien om at det hold som Qatar købte sig til i forbindelse med VM på hjemmebane i 2015, har mistet styrke.
- Jeg må indrømme, at jeg ikke har set kampen, men jeg ved, at Qatar har manglet mange af de profiler, som de har købt, så det har nok noget at sige. Der var ikke så mange navne på deres hold, jeg kunne kende. Så måske Qatar bare er ved at være tilbage på det niveau, som de burde være på, siger Mads Mensah Larsen.
Danmark møder Egypten kl. 20.45 i aften, og kampen kan høres i Liga på P3 eller ses på TV2.