Henrik Toft nyder tilværelsen i storklubben PSG

Håndboldspilleren Henrik Toft Hansen har bidt sig godt fast i franske Paris Saint-Germain, hvor han har haft stor succes på det seneste.

Henrik Toft Hansen er faldet godt til i Paris, hvor han skiftede til i sommeren 2018 efter en årrække i tysk håndbold. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

I sommeren 2018 skiftede den danske håndboldspiller Henrik Toft Hansen efter tre sæsoner i tyske Flensburg-Handewitt til den franske storklub Paris Saint-Germain.

Der har fulgt nogle naturlige udfordringer med skiftet til ny klub og kultur, men brikkerne er så småt ved at falde på plads for jyden, og på banen har den 32-årige stregspiller fundet sig til rette i sin nye klub, fortæller han.

- Det har været en fin tid. Det har været en stor udfordring at skifte til en ny liga og en ny kultur. Der er meget jeg har at lære endnu, især sprogmæssigt er der mere at hente, men jeg synes, det er gået godt, og vi har vundet en masse håndboldkampe, så det er jeg fint tilfreds med, siger Henrik Toft Hansen.

De seneste par måneder har landsholdsspilleren fået masser af spilletid i både ligaen og i Champions League, og han vurderer selv, at hans opstart i klubben kan forbindes med hans nuværende succes.

- Jeg kom derned på samme tid med den nye træner (Raul Gonzalez, red.), så hele holdet skulle starte forfra. De andre spillere skulle også lære den nye træner at kende, så det var fint for mig. Så har jeg stille og roligt arbejdet mig ind på holdet og fået mere og mere ansvar, så det har jeg været glad for.

Det er ikke kun hovedpersonen selv, der føler, at det går godt for tiden. Det har hans landstræner, Nikolaj Jacobsen, også bidt mærke i.

- Hans udvikling er meget positiv. Han har virkelig gjort det godt den seneste halvanden måneds tid. Det gælder offensivt, men også defensivt, hvor hans samarbejde med Viran Morros i PSG har været godt, siger landstræneren.

- Han virker mere afklaret, og jeg tror også, han har lært noget af at komme ned og spille med nogle rigtigt dygtige spillere. Det er en Henrik Toft, der er på rette vej, som har gjort det godt på det seneste.

På den danske streg får Henrik Toft under VM selskab af sin bror Rene Toft, der til dagligt spiller i ungarske Veszprem. Han er blevet en skade i lysken kvit og melder sig 100 procent klar til turneringen.

Danmark spiller sin første kamp ved VM i håndbold 10. januar, og det bliver mod Chile. Kampen spilles i Royal Arena i København.