VIDEO Kasper Søndergaard forlænger med Skjern - og flytter dertil

Kasper Søndergaard har i dag skrevet under på en treårig kontraktforlængelse med håndboldklubben Skjern.

En glad Kasper Søndergaard skrev i dag under på en forlængelse af kontrakten med sin klub Skjern.

Fremtiden for Skjern-profilen Kasper Søndergaard faldt i dag på plads.

34-årige Kasper Søndergaard havde oprindeligt kontraktuløb med Skjern til sommer, men han valgte i dag at sætte sin signatur på en treårig forlængelse med den jyske klub.

Det var en forlængelse, bagspilleren aldrig var i tvivl om, men som betyder en stor ændring i Søndergaards liv.

- Jeg har faktisk aldrig været i tvivl. Hvis Skjern og jeg kunne blive enige, ville jeg utroligt gerne det. Det eneste, jeg har gjort mig af overvejelser, er, hvad jeg skulle gøre med kørslen frem og tilbage, så vi har valgt at flytte til Skjern, og det glæder jeg mig til.

- Det bliver da et stort skridt, for jeg har boet i Århus i 13 år, men vi kender Skjern fint, og vi kender flere, der bor her, så det bliver ikke SÅ stort et skridt, siger Kasper Søndergaard til DR Sporten.

Glad for Danmark

Kasper Søndergaard har været en profil på det danske landshold og i den danske liga i mange år, men et udlandseventyr er det aldrig blevet til.

Selvom den tyske Bundesliga har trukket en smule i ham, fortryder han ikke, han aldrig har taget springet væk fra Danmark.

- Jeg har altid haft det godt i Danmark, og udlandet har da trukket før i mig, men jeg fortryder ikke, at jeg aldrig har været i udlandet. Jeg har fået stillet mine ambitioner og lyster ved at spille i Danmark, så jeg fortryder ikke noget.

Ambitioner har han også stadig nok af.

- Jeg har lyst til at træne og bidrage til alle træninger og kampe i Skjern, og så vil jeg vinde flere titler. Jeg vil rigtig gerne vinde en DM-titel med Skjern og en tur i Champions League i A- og B-grupperne.

Skjern spiller sidste kamp i Champions League i dag kl. 16.50 mod Motor i en direkte duel om førstepladsen i gruppen.

Kampen kan følges direkte på DR1.