Skjern har været den positive, danske historie i dette års Champions League for herrer, og efter søndagens sejr over makedonske Metalurg på udebane med 25-24 er det jyske mandskab nu videre fra gruppespillet, selvom der resterer en runde.
Skjerns Kasper Søndergaard var efter kampen ualmindeligt godt tilfreds med holdets indsats i den makedonske hovedstad, Skopje.
Det er et svært sted at spille, der er godt gang i hallen, og jeg synes også, at dommerne var lidt imod os i dag.
Tidligere i gruppespillet har Skjern også fået point på udebane mod Baia Mare fra Rumænien, og de gode kampe på de notorisk svære, østeuropæiske udebaner er værd at bide mærke i, mener Kasper Søndergaard.
- Jeg synes virkelig, at vi viser os som nogle mandfolk herovre i Østeuropa, og vi har både været i Rumænien og Makedonien, og det er nogle gode point, vi har fået med hjem. Det er ikke så nemt, som man måske lige skulle tro.
Vigtigste kamp venter
I den sidste gruppekamp venter Motor Zaporozhye på hjemmebanen i Skjern i en direkte duel om førstepladsen i gruppen.
- Nu skal vi vinde på søndag mod Zaporozhye, for så får vi også førstepladsen, og så undgår vi Brest der er et meget dygtigt hold.
- Jeg vil nærmest kalde det den vigtigste kamp, for vi vil meget hellere have Porto eller La Rioja i kampen om at komme i 1/8-finalen, så vi går all in på at vinde på hjemmebane, siger Kasper Søndergaard.
Den nye Champions League-struktur betyder, at Skjern først skal igennem to knock out-kampe, før adgangen til 1/8-finalerne er sikret. Du kan se stillingen i CL-grupperne her.