Jesper Nøddesbo har haft tvivlen som fast følgesvend gennem hele sin succesrige karriere, der blandt andet tæller OL- og EM-guld med Danmark og to Champions League-titler med Barcelona.
Det fortæller han i 2. episode af DR Sportens podcast, Illustreret Sport.
- Jeg har altid været lidt usikker på mig selv. Den usikkerhed har jeg valgt at bruge. Hvis jeg var usikker, så måtte jeg jo træne mere. Så på den måde, så har den været en af de helt store drivkræfter til, at jeg er der, hvor jeg er i dag, siger Jesper Nøddesbo i podcasten.
Jesper Nøddesbo har tvivlen sort på hvidt. Skrevet ind som en klausul i sin første håndboldkontrakt med TVIS KFUM, så han hurtigst muligt kunne komme ud af det igen, hvis han skulle fortryde.
- Jeg troede, at jeg var en helvedes karl, da jeg kom op som seniorspiller. Men jeg var hverken mentalt eller fysisk forberedt på det. Det var hårdt, og derfor ville jeg gerne have en vished for, at jeg kunne slippe ud af det, og at kontrakten ikke var underskrevet med hjerteblod, fortæller 36-årige Nøddesbo.
Siden kom Jesper Nøddesbo til KIF Kolding, hvorfra turen gik til udlandet i 2007, da han skrev under med Barcelona, hvor han har været i de seneste 10 år.
- Barcelona var min drømmeklub. Og da jeg så fik muligheden for at prøve det allerstørste, blev jeg også en smule betænkelig og kom i tvivl om, hvorvidt mit niveau var til det. Men i dag er jeg glad for, at jeg tog springet, siger Nøddesbo på en cykeltur rundt i den spanske storby.
Jesper Nøddesbo accepterer, at usikker og tvivl er en del af hans personlighed. Og kombineret med en portion stædighed, så er det ganske brugbart som professionel sportsmand.
- Det gælder om aldrig at hvile på laurbærrene. Hvis jeg har leveret et godt resultat, så skal det være bedre næste gang. Hvis usikkerheden har meldt sig, så har jeg bare knoklet på. Det er min styrke og på den måde er det positivt, siger han.
Rundt i Barcelonas gader
I andet afsnit af Illustreret Sport kommer du også med på tapasbar med Jesper Nøddesbo.
Her fortæller han om, hvordan har det med, at han muligvis har spillet sin sidste landskamp for Danmark og hvilke tanker han gør sig om fremtiden, når fysikken ikke længere er til håndbold på højeste niveau.
Illustreret Sport udkommer hver anden uge frem til sommerferien, og tager dig med på et besøg hos en sportspersonlighed til en snak om en begivenhed eller detalje, der har haft betydning for karrieren. Den kan downloades via din smartphone, iTunes, dr.dk/podcast eller hentes ved blot at klikke her.