Tom Kristensen var få sekunder fra at misse et opkald, der banede vejen for den første af ni historiske sejre i 24-timers racerløbet Le Mans. Det fortæller han i en ny podcast fra DR Sporten.
Året er 1997. Tom Kristensen spiller tennis med sin kammerat Henrik. Som altid går Tom Kristensen indædt efter at vinde. Også denne gang. Intet skal forstyrre ham. Heller ikke den moderne mobiltelefon, som ligger og ringer i tasken.
- Den blev ved med at ringe. Vi spillede partiet færdigt, og jeg når alligevel at tage telefonen, da jeg godt kunne bruge en lille pause, i og med at jeg var bagud. Det var så Ralf Jüttner fra Joest Racing. Det team, der giver mig chancen for at debutere på Le Mans, fortæller Tom Kristensen.
Opkaldet kom kun fire dage før verdens mest ikoniske langdistanceløb, hvor den dengang 29-årige Tom Kristensen fik chancen efter et sent afbud.
- Det kunne have ændret en hel del i min karriere, hvis jeg ikke havde fået det opkald. Der opstår nogle gange muligheder i livet, hvor du virkelig ved, at nu skal du gøre dig umage. Nu har du fået en chance for at bevise dig og så skal du slå til for at vise den taknemmelighed og hårdhed tilbage til dem, der tror på dig, siger Tom Kristensen om telefonopkaldet.
Debuterede med banerekord i Le Mans
Tom Kristensen greb i den grad chancen.
Ikke alene vandt han Le Mans med de erfarne kørere, Michele Alboreto og Stefan Johansson - han satte også banerekord i sin debut på den legendariske bane.
- Det var helt sikkert med til at skabe fundamentet for min karriere på Le Mans, siger Tom Kristensen i DR Sportens nye podcast, Illustreret Sport, der har premiere i dag og kan downloades via din smartphone, iTunes, dr.dk/podcast eller hentes ved blot at klikke her.
En radiofonisk rundtur hos Tom K
I første episode af Illustreret Sport kommer du på en radiofonisk rundtur hjemme hos Tom Kristensen i Hobro blandt racebiler, pokaler og hjelme.
Her bliver det også til en snak om tilfældigheder generelt i motorsport og hvordan de var tæt på at koste ham livet i forbindelse med hans alvorlige ulykke på Hockenheim i et DTM-løb i 2007.
Illustreret Sport udkommer hver anden uge frem til sommerferien, og tager dig med på et besøg hos en sportspersonlighed til en snak om en begivenhed eller detalje, der har haft betydning for karrieren.