Nykøbing Falster Håndbold har fået et japansk islæt på højre fløj. Navnet er Ayaka Ikehara, og hun har fået en forrygende start på karrieren i den danske mesterklub.
Både på banen, hvor hun har udvist stor træfsikkerhed, og udenfor, hvor hun med sit gode humør har taget holdkammeraterne med storm.
-Hun er virkelig sjov at have med på holdet, for hun griner altid, og spreder masser af positiv energi, siger svenskeren Johanna Westberg.
-Hun er glad og smilende og vil det hele, og så er hun pissedygtig, lyder skudsmålet fra anfører Kristina Kristiansen.
Kropssprog og store smil
Den 26-årige japanske landsholdsspiller er kommet til Europa for at prøve sig selv af på højeste niveau, men det danske sprog ligger meget langt fra hendes modersmål, og når man så heller ikke taler engelsk, er kommunikation en udfordring.
-Hun prøver virkelig, og hun sidder ikke bare i et hjørne og venter på, at der er nogen, der taler til hende. Hun byder selv ind og vil gerne være en del af holdet, fortæller Johanna Westberg.
Ayaka Ikehara tyr derfor til et universelt sprog, når et budskab skal leveres til holdkammerater eller træner.
-Kropssprog, og så bruger jeg de ord, jeg kender, siger hun med et stort smil.
Øverst i artiklen kan du se et længere indslag om Ayaka Ikeharas start i Nykøbing Falster Håndbold.