Polske Vistal Gdynia var første udfordring i Nykøbing Falster Håndbolds debutsæson som Champions League-deltager, og de danske mestre kom fint fra land på hjemmebane i Næstved.
Efter en lidt shaky start fik Nykøbing Falster overtaget, og det endte med en dansk sikker sejr på 27-21.
Første halvleg blev indledt en smule rodet, og det var tydeligt at se, at Nykøbing Falster ikke kendte ret meget til modstanderen.
Det betød, at polakkerne fulgte fint med, da Jakob Larsens tropper havde svært ved at finde ud af, hvordan man skulle tæmme dem.
Fem minutter før pause var stillingen 10-10, men de danske mestre fik strammet op i forsvaret frem mod pausen.
Med fire scoringer på stribe tog kvinderne fra Nykøbing en solid føring på 14-10 med i omklædningsrummet.
Føringen skyldtes især en flot redningsprocent på 41 fra velspillende Mie Sørensen i målet.
Trods fortsatte udsving i træfsikkerheden efter pausen, udbyggede det danske hold føringen.
Tidligt stod det klart, at det ville ende med en sikker hjemmesejr i Næstved.
Med små ti minutter igen lød føringen på syv mål, og det var kun sløseri, som gjorde, at Nykøbing-kvinderne ikke udbyggede sejren yderligere.
Dermed fik de danske mestre en god indledning gruppespillet, hvor tre af de fire hold i gruppen går videre til mellemrunden.
/ritzau/