København Håndbolds kvinder kunne søndag skrige jublen ud i Frederiksberg Hallen, da DM-guldet blev sikret.
Det skete med en sejr i den tredje og sidste finalekamp over gæsterne fra Odense Håndbold, som blev besejret 26-25 i en tæt finale.
Den blev aldrig nogen stor håndboldoplevelse, og kampens vigtighed så ud til at forplante sig i spillerne.
Fynboerne tabte det første finaleopgør i København med 25-28, men sørgede for hjemmesejr i den anden finalekamp med en 29-22-sejr.
Dermed skulle der igen i år en tredje DM-finalekamp til, og her lagde københavnerne hal til.
For træner Claus Mogensen og holdet blev det også en revanche fra i fjor.
Her vandt københavnerne også det første finaleopgør over Nykøbing Falster Håndboldklub, men tabte den anden finalekamp for også at se guldet forsvinde i den tredje finale.
Odense kom ellers bedst i gang, og Mette Tranborg bragte gæsterne på 7-4 efter 12 minutter. Det blev 8-5 to minutter senere, men så blev opgøret lige, og sådan fortsatte det i resten af finalekampen.
København gik til pause foran 12-11, men Kathrine Heindahl udlignede hurtigt i anden halvleg for Odense.
Mia Rej var toneangivende for København i de første 30 minutter med fem scoringer, mens gæsternes Mette Tranborg tegnede sig for seks mål på ni afslutninger i første halvleg.
Det blev 13-13 og 14-14 i det tætte opgør, inden Jessica Quintino scorede Odenses første mål fra fløjen til 15-14-føring, og Freja Cohrt på et kontraangreb sikrede gæsterne en føring på to mål.
Igen blev det lige ved 16-16, inden de sidste 20 minutter af finalen.
Fire scoringer i træk vendte billedet og gav pludselig København føringen med 18-16.
Så blev gæsternes Stine Jørgensen sendt ud i to minutter, og efterfølgende kom København foran 19-17 på et straffekast.
I undertal fungerede forsvaret ikke for Odense, og Mai Kragballe gjorde det til 20-18 til København.
Atter en gang blev det lige ved 20-20 og 21-21, men Debbie Bont bragte København foran 23-22, og Jan Pytlick valgte at tage en timeout.
Det blev 23-23 med fem minutter igen efter Tranborgs udligning for Odense, men da Mia Rej øgede til 25-23 lignede det en københavnsk DM-guldfest, som også blev sikret til sidst med den smalle sejr på et enkelt mål.
/ritzau/