Jan Pytlick og Fyn vandt DM-guld for 25 år siden - søndag kan de gøre det igen

København Håndbold og Odense Håndbold mødes søndag i den tredje og afgørende DM-finale i kvindehåndbold.

Håret har ændret sig lidt, men man er ikke i tvivl om, at det er Jan Pytlick på begge billeder - dog med 25 års mellemrum. (Foto: © Claus Fisker og Claus Bech, Claus Fisker og Claus Bech)

Skal DM-pokalen i kvindehåndbold til København eller Odense?

Det bliver afgjort søndag, når den tredje og afgørende finale skal spilles i Frederiksberg Hallerne, hvor Odense Håndbold besøger København Håndbold.

For vinderen af opgøret bliver det første gang, at klubben bliver dansk mester, men skulle guldet ende på Fyn, så vil det være en flot jubilæumsgave til øen, som vandt sit seneste mesterskab for 25 år siden.

Dengang vandt GOG, og træneren, der førte holdet til triumf, var Jan Pytlick, der i dag står i finalen med Odense.

Der er sket meget i den succesfulde træners karriere, siden han som 25-årig løftede pokalen sammen med GOG efter finalesejr over Viborg, men magien ved at stå i en finale kan han stadig mærke.

- Hver gang man har mulighed for at være i sådan en finale, så er det bare stort, for det er noget, man har arbejdet hårdt på hele sæsonen, og man ved aldrig, om man får mulighed for at komme i sådan en finale igen. Så det er kæmpe stort, og man skal huske at nyde det, når man er der.

Odense tabte det første opgør på Frederiksberg 25-28, inden fynboerne på hjemmebane slog fra sig og tog en overbevisende 29-22-sejr. Nu skal det endelige opgør stå, og Pytlick tror på, at hans mandskab kan tage stikket hjem.

- Det, vi leverede i anden finalekamp, var godt, og der synes jeg, at vi fik løst op for tingene. Man skal selvfølgelig kunne lægge et niveau mere på, men det føler jeg også, at vi kan, så mavefornemmelsen er rigtig god.

Den storsatsende klub fra Odense har haft en flot sæson, og træneren mener ikke, at udfaldet af dagens finale skal være definerende for sæsonen.

Om det bliver til guld eller sølv, det vil ikke afgøre, om sæsonen har været god eller dårlig, mener den tidligere landstræner.

- Jeg synes, det har været en god sæson, hvor vi blev nummer to i grundspillet, vi kvalificerede os til Champions League, og vi er kommet til DM-finalen. Det er klart, at vi selvfølgelig helst vil stå med guldmedaljen senere i dag, men skulle det ikke ske, så synes jeg stadig, at det har været en fantastisk sæson.

Kampen spilles klokken 16.00, og den kan følges i LIGA på P3.