Tilbagevendt TTH-træner: Konen holder øje med mig

Pether Krautmeyer vil være under skarp bevogtning, når han for første gang er tilbage på bænken efter to blodpropper i hjernen.

Pether Krautmeyer er tilbage på TTH-bænken torsdag aften. (Foto: © Morten Stricker, Scanpix)

I oktober blev Pether Krautmeyer ramt af to blodpropper i hjernen og måtte sygemelde sig på ubestemt tid.

Nu er den temperamentsfulde træner for TTH Holstebros håndboldkvinder så i rekordfart kommet tilbage og klar til igen at sætte sig på bænken til aftenens pokalsemifinale mod Randers HK.

- Det er en fantastisk julegave. Jeg er som en lille dreng, der skal ind i en slikbutik for første gang.

- Nogle af de mennesker, der skal passe på mig, synes måske, at det er lidt tidligt. Men jeg har det så godt, at det er blevet vurderet, at jeg kan være med i en light udgave som en analyserende træner, fortæller Pether Krautmeyer.

Observeres af tre mand

Det er dog den midlertidige cheftræner Søren Hansen, der kommer til at få ansvaret mod randrusianerne, da Krautmeyer stadig er i gang med et rehabiliteringsforløb. Og der er ansat folk til at sørge for, at den temperamentsfulde svensker ikke hidser sig for meget op.

- Det bliver svært at holde mig i ro. Jeg er en aktiv træner, der lever med i kampen, men jeg skal holde mig i ro, for ellers risikerer jeg at blive syg igen.

- Min kone sidder på lægterne og holder øje med mig. Derudover er der også to holdledere, der skal observere mig i hele kampen. De skal nok sørge for, at jeg ikke hidser mig op i løbet af kampen.

Kan vi også forvente at se en nedtonet version af dig i fremtiden?

- Når jeg har overstået mit forløb, så tror jeg, at jeg igen bliver den ’normale’ Pether Krautmeyer. Men jeg tror også, at det her har lært mig en masse ting, så jeg kan blive bedre til at passe på mig selv, slutter Pether Krautmeyer.

TTH Holstebro møder Randers HK i den ene semifinale og efterfølgende mødes Viborg HK og FC midtjylland i kampen om den anden finaleplads.