- Mit liv er håndbold og har været det, siden jeg var ni år. Det betyder alt for mig. Men nu skal jeg først og fremmest tænke på mit helbred, og det er svært.
Men det bliver Pether Krautmeyer nødt til. For det, at han ikke gjorde netop dét tidligere i sit liv, havde nær kostet ham livet.
To blodpropper i hjernen ramte TTH Holstebro-træneren for godt tre uger siden. Blodpropper, der siden da har forhindret ham i at beskæftige sig med det, han elsker mest, håndbold.
- Jeg har levet et liv, hvor der har været hundreder af projekter hele tiden og hele dagen. Jeg elsker håndbold og vil hjælpe unge som gamle og drenge som piger, og jeg synes, det er helt fantastisk, siger han.
- Det er livet for mig. Så det er hårdt, det er der ingen tvivl om, siger Pether Krautmeyer.
DR møder TTH-kvindernes træner godt tre uger efter, han blev ramt af blodpropperne. Siden den skæbnesvangre dag har han holdt sig væk fra håndbolden bortset fra nogle kampe hjemme foran skærmen.
I søndags var den sygemeldte svenske træner mødt op i Gråkjær Arena, hvor TTH’s herrer spillede Champions League mod Besiktas.
For tidligt
Siden sygdommen ramte, har han med langsomme fysiske og mentale skridt bevæget sig ud til hallen i Holstebro. Men Peter Krautmeyer måtte give op efter blot fire minutters spilletid af kampen i søndags.
- Når jeg er i hallen for at se håndbold, får jeg vanvittigt ondt i hovedet, har kvalme og alle de symptomer, der nu er i forhold til en blodprop. Måske var det lidt for tidligt, at jeg kom her, men jeg synes, at det går den rette vej, siger træneren og giver endnu et eksempel på, at han ikke er helt klar til at vende tilbage til sin trænergerning.
- Mit hold vandt over Silkeborg i forlænget spilletid, og da der var syv otte minutter tilbage, var min kone meget irriteret på mig, fordi jeg havde skreget for meget foran fjernsynet.
- Jeg har jeg jo købt en blodtryksmåler, og den var oppe på 200, så jeg blev nødt til at gå ud, jeg kunne ikke se kampen færdigt, siger han.
Og derfor må Pether Krautmeyer da også erkende, at der skal gå noget tid, før han kan vende tilbage på sidelinjen.
- Når man kigger på mig nu, har jeg det vel ganske godt, og jeg har på alle måder været utroligt heldig, men jeg har det ikke så godt, at jeg kan komme tilbage lige nu. Det tager lidt tid før, jeg kan stå på banen igen, siger han.
- Men når jeg kigger tilbage på dét, der skete for tre uger siden, er jeg utrolig heldig, at jeg står her i dag.
Hvad skete der?
Han ville helst have stået i hallen som træner. Men når Pether Krautmeyer overhovedet kan stå i Gråkjær Arena, skyldes det, at der var opmærksomme personer til stede i hallen 25. oktober.
Den dag, hvor det hele sortnede, og hans liv ændrede sig.
- Jeg er utrolig taknemmelig over, at jeg var her i hallen i Holstebro den dag, og at jeg derfor kom hurtig til sygehuset. Ellers havde jeg ikke stået her i dag, siger Pether Krautmeyer.
25. oktober ankommer han til hallen klokken otte om morgenen. Klokken 12, hvor han skal til frokost får han ondt i hovedet, men det tilskriver han sine nye linser.
Klokken 16 skal han træne sit hold, og så bliver det værre. Han kan ikke fokusere, og hans syn bliver værre og værre, så han smider de nye linser ud og tager de gamle på, hvilket hjælper lidt på det.
Pether Krautmeyer fortæller videre:
- Vi har et stort møde, hvor jeg skal holdet et oplæg om kvinde-holdets fremtid til sponsorerne, så jeg er stadig i hallen efter træningen klokken 18. Inden da har jeg vanvittigt ondt i hovedet og har det meget dårligt, men jeg går op til sponsorerne. Jeg kan ikke huske, at jeg går derop. Jeg kan ikke huske, hvem jeg har snakket med, og hvad jeg har sagt, så jeg er helt væk.
- Jeg møder derefter vores fysioterapeut, Morten Vanggaard, og han kan se på mig, at jeg har det skidt. Han siger til mig, at jeg ikke må køre bil hjem og siger, at jeg skal ringe til min kone, som skal hente mig. Inden hun kommer, ligger jeg mig ned og venter. Og så kan jeg mærke, at min krop slår fra.
- Min højre arm kan jeg ikke mærke, mine fødder sover. og jeg går i panik. Men på en eller anden måde kommer jeg op, og jeg møder Morten igen. Jeg kan næsten ikke stå på benene og kan ikke snakke, så han får mig kørt til sygehuset. Og derfra er der bare panik, for så lammes mit ansigt, og mit syn forsvinder.
Lyt til signaler
Tre uger efter er Pether Krautmeyer tilbage i Gråkjær Arena. For en kort stund.
Tre uger, hvor refleksioner har fyldt mere end håndbolden. Tanker, der har givet perspektiv på livet, familien og arbejdet. Og om forholdet mellem disse.
- Hvis man lever et liv, hvor man ikke passer på sin krop, hvor man sover for lidt, og hvor man ikke lytter til de signaler, der kommer, så skal man stoppe op og få en helbredsundersøgelse. Og det havde jeg ikke fået i over 20 år, siger han.
- Der er mange, der skal stoppe op og tænke på, om de lever det liv, de skal, og om det er det værd. Jeg har været heldig, for jeg har fået en ny chance, og det skal jeg tage vare på, siger træneren.
- Jeg skal ikke stoppe med håndbold, for det er det bedste i verden, men der er kun 24 timer i døgnet, og man skal huske at slappe af, siger han.
- Der er mange mennesker omkring mig, som passer på mig, og det er jeg glad for. Vi skal passe på hinanden, ikke kun på mig, men også alle andre mennesker omkring os, siger Krautmeyer.
Drømmen
Afslapning og opmærksomhed på kroppens signaler. Det er dét, Pether Krautmeyer fokuserer på nu. Men han savner duften af sved og harpiks i hallerne, og han håber at være tilbage til TTH’s opstart 19. december.
- Jeg drømmer om, at jeg kan være med til opstarten, men man må bare lytte til signalerne, som kroppen, og ikke hjernen, sender. Når man er håndboldtræner, skal man være aktiv og ikke bare stå og kigge på, siger han.
- De, som kender mig, ved, at jeg er en utrolig aktiv træner både i træningerne og udenfor. Jeg kan ikke bare stå og kigge på og bare være her, for så får jeg det dårligt.
Derfor skal der ske ændringer, når Pether Krautmeyer vender tilbage. Og hvis de ændringer ikke flugter med ambitionerne og kærligheden til håndbolden, så er der noget, er vigtigere end håndbold.
- Alles menneskers blodtryk stiger, men det er så vigtigt, at det falder tilbage igen. Jeg skal tage det stille og roligt. Jeg skal ændre min måde at være træner på for at lave det her, eller skal jeg jo ikke være træner, så må jeg lave noget andet.