Håndboldklubben Team Esbjerg offentliggjorde tirsdag, at man har valgt at fyre cheftræner Lars Frederiksen efter en skuffende sæson, hvor vestjyderne som forsvarende mestre ikke formåede at kvalificere sig til slutspillet.
Samtidig meldte Team Esbjerg ud, at den nuværende assistent Jesper Jensen kommer til at stå i spidsen for klubbens håndboldkvinder indtil en ny cheftræner er på plads.
Meget tyder dog på, at Jesper Jensen også på den lange bane kan kalde sig cheftræner.
- Vi forventer, at vi meget hurtigt kan præsentere en ny cheftræner i klubben, og vi forventer, at det kommer til at ske en af de kommende dage. Der vil også forholdsvis hurtigt blive præsenteret en ny assistenttræner, lød det nemlig fra bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.
Bjarne Pedersen løftede dermed sløret for, at Jesper Jensen ikke fortsætter i sin rolle som assisterende træner.
Kandidat
Bestyrelsesformanden ville dog ikke direkte bekræfte, at Jesper Jensen bliver den permanente cheftræner-løsning for vestjyderne, men han mere end antydede, at den tidligere landsholdsprofil er kraftigt inde i billedet.
Er Jesper Jensen jeres nye cheftræner?
- Det kan jeg ikke svare på, men han er i hvert fald en af kandidaterne. Det kan jeg roligt sige, sluttede Bjarne Pedersen.
Jesper Jensen blev hentet ind som assistenttræner for Lars Frederiksen i januar i år, da man her sagde farvel til Lars Krogh Jeppesen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jesper Jensen selv.