Team Esbjerg har fyret cheftræner Lars Frederiksen. Det sker efter en skuffende sæson, hvor holdet ikke formåede at indløse billet til slutspillet.
Lars Frederiksen, der sidste år var hjernen bag klubbens første mesterskab, er overrasket over fyringen
- Jeg er overrasket over det her. Der er ingen tvivl om, at vi har haft en vanskelig sæson, men denne fyring kommer alt for sent, jeg har været med til at sætte holdet til næste sæson, siger han til DR.
Team Esbjergs ledelse meddeler på klubbens hjemmeside, at det er en skuffende sæson og udsigten til mange udskiftninger i truppen, der er årsag til fyringen af Lars Frederiksen.
- Da vi forlængede aftalen med Lars Frederiksen med yderligere to sæsoner, kunne vi ikke forudse forløbet af denne sæson, og at truppen ville komme til at gennemgå en så omfattende fornyelse. Vi har på den baggrund vurderet, at tidspunktet er inde til at skifte cheftræner, siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen.
Stor succes
Lars Frederiksen har siden 20111 været en vigtig del af Team Esbjergs store succes. Siden dengang har man blandt andet vundet grundspillet to gange, været semifinaledeltager, været i to DM-finaler samt et dansk mesterskab sidste sæson, det første i klubbens historie.
Den netop afsluttede sæson blev dog en stor skuffelse for de forsvarende mestre, der ikke formåede at kvalificere sig til slutspillet.
Assistenttræner Jesper Jensen overtager træningen indtil klubben har fundet en ny træner.