Sidste sæsons DM-bronzevindere i kvindernes HTH Ligaen i håndbold, Viborg HK, er kommet helt skævt i gang med denne sæson i den bedste række.
Søndag tabte holdet for fjerde gang af fire mulige i ligaen, da det blev 21-28 ude mod Odense Håndbold.
Sidste sæsons DM-sølvvindere havde vundet de første tre ligakampe og stillede derfor op til kampen i Odense Idrætshal som favorit.
Viborg indledte godt og kom foran 6-4, men det stjernespækkede hjemmehold med Stine Jørgensen i spidsen kom hurtigt tilbage i kampen.
Odense Håndbold kom foran 14-10, inden Viborg fik reduceret to gange, så gæsterne var bagud 12-14 ved pausen.
Viborg fik også reduceret til 13-14 i begyndelsen af anden halvleg, men så begyndte spændingen at ebbe ud.
Odense Håndbold øgede støt og roligt forspringet til otte mål, inden Viborg fik reduceret til slut, så gæsternes nederlag blev på syv mål.
Odense Håndbold topper ligaen med otte point, mens Viborg altså er uden point efter fire kampe.
Herning-Ikast Håndbold vandt 26-24 ude over Randers HK efter en omskiftelig kamp.
Randers HK bragte sig foran 8-4, hvorefter Herning-Ikast Håndbold leverede et voldsomt ryk og kom foran 15-10 ved pausen.
I anden halvleg fik hjemmeholdet barberet gæsternes forspring ned, og Randers fik kontakt ved 24-24.
Det blev alligevel Herning-Ikast Håndbold, der snuppede begge point med kampens to afsluttende scoringer.
Midtjyderne har fire point, mens Randers HK har to point.
/ritzau/