Bagud med fire mål i pausen og med 10 mål, da kampen var slut. Viborg HK blev udspillet i sæsonpremieren i kvindernes bedste håndboldrække, da Nykøbing Falster Håndboldklub vandt med 32-22 i Viborg.
Et resultat, Viborg-træner Allan Heine naturligvis ikke havde det godt med.
- Vi havde glædet os til at komme i gang, mest af alt for at spille på hjemmebane, men at vi leverer, som vi gør, er ekstra ærgerligt, siger Allan Heine.
- Når vi taber med 10 mål i den første kamp på hjemmebane, kan vi på ingen måde være tilfredse. Vi skal arbejde på alt til næste kamp, siger Allan Heine til DR.
Det var både i offensiven og i det defensive, at Viborgs forsvarende bronzevindere havde problemer mod Nykøbing.
- I første halvleg kommer vi hæderligt igennem og får kontakt med Nykøbing, men vi er nede med fire i pausen. De kommer så yderligere foran i starten af anden halvleg, og så skal vi jagte dem i anden halvleg, hvor det bliver en ulige affære, siger Heine.
Nykøbing FH lykkedes på trods af mange nye spillere med at presse al energi ud af Viborg og stort set afgøre kampen hurtigt.
- Jeg var meget overrasket over, at det hele gik, som det skulle. Vi kan altid blive bedre, det kan man altid, men systemerne og forsvaret fungerede godt, siger Nykøbing Falsters Kristina Kristiansen.
- Sæsonen er stadig lang, men det er vigtigt, at vi kom godt fra start, siger hun og fortsætter:
- Det betyder også, at det, vi har trænet på i opstarten, fik vi vist på banen. Det gør, at man bliver tryg i maven i forhold til, at vi er på rette spor. Vi er meget tilfredse og glade, siger Nykøbing-stjernen.