Den aflyste ligakamp mellem Team Esbjerg og Bjerringbro FH skal spilles senere på året.
Det oplyser Bjerringbro FH's formand, Dennis Jensen, til DR Sporten.
Kampen, der skulle have været spillet i begyndelsen af januar, blev aflyst, da en snestorm rasede i store dele af Jylland tidligere på måneden.
På grund af snestormen, som førte til frarådning om al udkørsel i blandt andet Midt- og Østjylland, ønskede Bjerringbro "ikke at sætte spillernes liv og førlighed på spil", og klubben havde derfor rakt ud til Team Esbjerg for at aftale en udsættelse.
Det blev dog afvist af Team Esbjerg, som ikke kunne "overskue de sportslige og økonomiske konsekvenser". Derfor blev kampen aflyst som følge af, at Bjerringbro ikke mødte op.
Sagen havnede efterfølgende på bordet hos Håndboldens Disciplinærinstans, der skulle vurdere, om der var tale om et såkaldt ulovligt afbud, hvilket ville føre til, at Bjerringbro skulle taberdømmes.
Men sådan er det altså ikke endt, fortæller Dennis Jensen.
- Beslutningen er endt med, at vi ikke bliver taberdømt. Det er ud fra vores argumentation om, at der er tale om force majeure, da vi ikke med nogen rimelighed kunne forudsige, at vejret ville blive så kaotisk i løbet af selve kampdagen.
- Det har vi fået medhold i fra disciplinærinstansen. Det betyder, at kampen, der ikke blev afviklet, skal afvikles på et senere tidspunkt, og det skal vi så finde ud af nu, hvor der også skal tages hensyn til Esbjergs pressede kampprogram, siger Dennis Jensen.
Siden har også Dansk Håndbold udsendt en pressemeddelelse om, at kampen skal gennemføres på et andet tidspunkt.
- Kampen mellem Team Esbjerg og Bjerringbro FH skal gennemføres på et senere tidspunkt, der fastsættes af Dansk Håndbolds administration, skriver Dansk Håndbold.
Begge hold har syv dage til at anke afgørelsen, oplyser Dennis Jensen til DR Sporten.
Udløser snestorm force majeure?
Ifølge Dansk Håndbolds eget ligareglement er en udeblivelse uskyldig, hvis det udeblevne hold på grund af force majeure - såsom ekstreme vejrforhold - ikke er i stand til at nå frem til spillestedet.
Hos forbundet var man i første omgang ikke i stand til at træffe en beslutning om, hvorvidt snestormen skulle kategoriseres som 'ekstreme vejrforhold' og dermed udløse force majeure.
- Vi (Dansk Håndbold, red.) har overhovedet ikke taget stilling til, om det var et lovligt eller ulovligt afbud. Vi har bare konstateret, at parterne ikke kunne nå til enighed om en udsættelse – og at Bjerringbro som følge deraf valgte at blive væk, sagde chef for turneringsafdelingen i Dansk Håndbold, Frank Smith, få dage efter aflysningen.
- Derfor besluttede vi at lade Disciplinærinstansen afgøre sagen: Var det force majeure eller ej?
Men nu har Bjerringbro altså fået medhold i, at der var tale om force majeure. Det glæder formanden.
- Det er en meget glædelig nyhed. Både for os og for fornuften. Det havde været fuldstændig galimatias at smide en flok spillere i bussen og køre tværs gennem Jylland i det, folk har beskrevet som det værste snefald i 20 år, siger Dennis Jensen.
DR Sporten forsøger at få en kommentar fra Team Esbjerg.