Klavs Bruun Jørgensen fik i aftes den bedst tænkelige debut i spidsen for kvindelandsholdet, da de besejrede Tyrkiet i første EM-kvalifikationskamp med 28-19.
På taktikblokken havde det offensive forsvar og løsningen deraf en stor rolle, og der havde holdet succes med at finde en balance.
- Det har været et tema for os, hvor offensive vi skal være i forsvaret, og i dag synes jeg, vi fandt en god højde. Det gør mig rigtig glad, siger landstræneren til Ritzau.
Ødelægge spillet er en fordel
Som en del af forsvarstaktikken blev der gået mere til den, og som resultat af det mere end tredobbelt så mange frikast af danskerne som tyrkerne. Klavs Bruun Jørgensen ser det også som en fremadrettet spillestil.
- Jeg kan godt lide, at man går ud og får ødelagt spillet og har mange tacklinger, så man ikke giver de andre mulighed for at bygge op. Det vil helt sikkert være parolen fremover, understeger Klavs Bruun Jørgensen til Ritzau.
Holdet får endnu en mulighed for at finpudse forsvaret og tage to point mere til vejen mod EM, når de søndag møder Portugal på udebane.