Klavs Bruun Jørgensen har sat navn på de 16 spillere, der skal repræsentere Danmark i OL-kvalifikationen.
Landstræneren nøjes med to stregspillere i Louise Svalastog Spellerberg og Kathrine Heindahl.
Mia Biltoft fra Ringkøbing er blevet sorteret fra for i stedet at kunne have alle tre venstrehåndede højre backs med Anne Cecilie Dornonville de la Cour, Mette Tranborg og Camilla Dalby.
Sidstnævnte får dermed mulighed for at spille under Klavs Bruun Jørgensen for første gang.
Mulighed for at skifte to spillere
Derudover er Viborgs Simone Böhme valgt til højre fløj frem for VM-deltageren Anne Mette Pedersen, der har døjet med knæproblemer i optakten.
Landsholdet har mulighed for at udskifte to spillere i løbet af turneringen, og eventuelle ændringer skal meldes til det internationale håndboldforbund (IHF) senest på det tekniske møde om morgenen på hver kampdag.
Oplev Danmarks første af tre OL-kvalifikationskampe i aften mod Rumænien fra klokken 18.50 på DR 1.
Danmarks trup: Målvogtere: Sandra Toft, Larvik HK Rikke Poulsen, Viborg HK Fløjspillere: Simone Böhme Viborg HK Fie Woller, FCM Håndbold Trine Østergaard, FCM Håndbold Ann Grete Nørgaard, Viborg HK Stregspillere: Kathrine Heindahl, Randers HK Louise Svalastog Spellerberg, København Håndbold Bagspillere: Anne Cecilie Dornonville de la Cour, København Håndbold Kristina Kristiansen, NFH Mette Tranborg, SK Aarhus Stine Jørgensen, FCM Håndbold Anne Mette Hansen, København Håndbold Pernille Holmsgaard, København Håndbold Rikke Skov, Viborg HK Camilla Dalby, Randers HK