De fleste af os husker garanteret Anja Andersens brændte straffekast og siden imponerende genrejsning i den forlængede spilletid af OL-finalen mod Sydkorea i Atlanta i 1996.
Og Danmarks vilde comeback i OL-finalen i Sidney i 2000, hvor Ungarn førte med seks i anden halvleg men blev slået med fire.
Eller Henriette Mikkelsens afgørende scoring i straffekastkonkurrencen i OL-finalen i Athen i 2004 mod Sydkorea.
De store OL-minder med det kvindelige håndboldlandshold er omtrent lige så væsentlig en del af dansk idrætshistorie, som genopstandelsen er det i bibelhistorien. Skelsættende højdepunkter, der har samlet danskerne, og minder, der hænger fast i hukommelsen.
Mange VM-brikker mangler
Forudsætningen for at kunne føje nye oplevelser til OL-mindekassen skal grundlægges denne weekend. Rumænien, Montenegro og Uruguay er modstanderne i kvalifikationsturneringen i Aarhus, hvorfra de to bedste nationer indløser billet til Rio.
I snart 14 dage har landsholdet været samlet for at spille to EM-kvalifikationskampe, men primært for at forberede sig til OL-kvalifikationen. De danske spillere har dog næppe haft det store behov for at læse op på de to første modstandere. For det er ikke mere end tre måneder siden, at holdet tabte to gange til Montenegro og også til Rumænien, der blev endestation ved VM i kvartfinalen.
Til gengæld har der også været rigelig andet at se til for Klavs Bruun Jørgensens mandskab. Sammenlignet med VM må man undvære flere profiler efter afbud fra de to højre backs Line Jørgensen og Louise Burgaard, Stine Bodholt, Maria Fisker og Anna Sophie Okkels, mens Mette Gravholt siden er sat af holdet.
Sidste uges møder med Rusland gav ikke noget entydigt svar på, hvordan holdet står. To nederlag på fire og to mål og spil der varierede fra Klavs Bruun Jørgensens værste halvleg som landstræner, med hans egne ord, til en anden halvleg i lørdags i Næstved der efterlod en vis portion optimisme.
Rio vigtig for udviklingen
Fire gange har det danske kvindelandshold deltaget ved OL. Foruden de tre jackpots i 1996, 2000 og 2004 også senest i London for snart fire år siden. En femte deltagelse vil være af kolossal betydning. Ikke blot for spillerne, for hvem det vil være blandt højdepunkterne i karrieren.
Men ikke mindst for projektet Klavs Bruun Jørgensen. Efter et VM der ikke levede op til håndboldforbundets overordnede målsætning om en semifinale, ville det lune gevaldigt at sikre sig OL-deltagelse. Både for troen på det nye landstrænerteams visioner, men også fordi et OL giver dem en lang optaktsfase og dermed en gylden mulighed for at sætte yderligere præg på holdet.
OL i Atlanta var for alvor med til at gøre kvindelandsholdet til allemandseje. OL i Rio kan blive et vigtigt skridt på vejen mod at genskabe et storhold. Weekenden afgør, om sommeren 2016 føjer nye kapitler til kvindelandsholdets OL-historie, eller om spillerne i stedet må drømme langt om Copacabana fra Ballehage Søbad.