Danske håndboldkvinder taber Golden League-kamp til Polen

De danske håndboldkvinder tabte lørdag den anden kamp i Golden League-stævnet med 21-23 til Polen.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen sammen med Mia Rej under Golden Leauge kampen mellem Danmark og Polen. (Foto: © Ernst van norde, Scanpix)

De danske håndboldkvinder løb lørdag ind i et nederlag ved Golden League-stævnet. Polen tog sejren med 23-21, efter at Danmark var foran med to mål ved pausen.

Dermed ligger Danmark og Polen på en delt andenplads med to point hver i træningsturneringen, der bruges som en opvarmningsturnering til EM i december.

Norge fører med tre point, mens Frankrig har et point. Danmark møder Norge søndag i Horsens i den tredje og sidste kamp i turneringen.

Den danske anfører, Stine Jørgensen, fik en god start på lørdagens kamp, der blev spillet i Aarhus. Hun satte kampens første bold i kassen på straffekast, og kort efter tordnede hun et langskud ind.

Efter en god dansk start svigtede koncentrationen for de danske spillere, og flere fejl og dumme udvisninger sneg sig ind. Dem udnyttede polakkerne og midt i første halvleg førte Polen med 9-6.

Det fik Danmark til at bruge en timeout, og det satte gang i danskerne, der med tre hurtige scoringer fik udlignet.

På fløjene havde Simone Böhme og Lærke Nolsøe fået chancen fra kampens start, og de fik vist deres værd, og med flere flotte scoringer i slutningen af første halvleg var de med til at sikre, at danskerne kunne gå til pause foran 14-12.

Anden halvleg startede på den værst tænkelige måde set med danske briller. Efter to et halv minuts spil - med to mål til Polen - fik København Håndbold-spilleren Mia Rej et vrid i sit knæ og måtte bæres fra banen i store smerter.

Ung målmand viste klassen

Episoden virkede til at påvirke begge hold, der havde svært ved at finde rytmen, og der gik knap fem minutter, før Polen fik taget hul på scoringerne på ny og sendt polakkerne i front.

Modsat torsdagens kamp mod Frankrig havde landstræner Klavs Bruun Jørgensen valgt at satse på Althea Reinhardt i målet.

Den 22-årige målmand viste klasse, og med flere store redninger gennem hele kampen var hun skyld i, at danskerne ikke blev hægtet helt af.

Men de danske kvinder fik aldrig for alvor gang i angrebsspillet, og på trods af stor flid i forsvaret måtte de se til, at polakkerne til sidst kunne løfte armene i vejret og juble over sejren.

I lørdagens anden kamp i Golden League spillede Norge og Frankrig uafgjort 22-22.

/ritzau/