BSV skal på en svær opgave, når de lørdag aften spiller udekamp mod portugisiske Sporting CP i Champions League.
Sporting har indledt turneringen med to sejre i lige så mange kampe og topper dermed gruppen, mens BSV har en sejr og et nederlag i Champion Leagues gruppe C.
BSV fik et hak i tuden i deres anden champions league-kamp i år. Se et referat fra kampen i videoen herunder.
BSV er nummer tre i gruppe C, hvor kun de to bedste hold går videre. Derfor er det vigtigt for BSV, at de kan spille op med Sporting, forklarer DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen.
- Det bliver en meget vigtig kamp for BSV. Sporting er sammen med Presov et af de mandskaber, som BSV skal måle sig med. De tabte jo mod Presov i sidste opgør, så det er vigtigt at vinde kampen nede i Portugal, siger Lars Krogh.
En rutineret modstander
For at skaffe et godt resultat mod det portugisiske mandskab vurderer Lars Krogh, at BSV skal lukke helt ned for den spanske playmaker Carlos Ruesga, der er den største profil på Sportings hold.
- Den helt store profil fra Sporting er playmakeren Ruesga. Han kan det ekstraordinære, og det er ham, der sætter spillet op. Han er ikke en høj spiller, men han har en masse fart i benene og et hav af skudvarianter. Hvis man kan få godt fat i ham defensivt, så er man kommet rigtig langt, for han er hjernen i det portugisiske spil, siger Lars Krogh.
Men også det portugisiske forsvar er stærkt, hvor BSV ifølge Lars Krogh skal spille hurtigt, for ellers kommer portugiserne flyvende ud i tacklingerne.
- Sporting er et hold af rutinerede og erfarne spillere, og så er der stor fysik. Specielt i deres forsvar, hvor de virkelig går til den, så der skal noget hjerte til fra BSV. Når man tager mand mod mand duellerne, skal man komme i fart, siger Lars Krogh.
Netop fordi portugiserne spiller så aggressivt i forsvaret, så efterlader det plads bag forsvaret, som BSV skal udnytte, forklarer Lars Krogh.
- De tre stregspillere kan få en nøglerolle for BSV i dag, fordi der er så meget plads at rykke på, siger Lars Krogh.
Selvom Sporting på papiret ligner en svær opgave, så vurderer Lars Krogh, at BSV har evnerne til at spille med om sejren i den svære udekamp.
- Der venter en svær opgave, men også en opgave, som jeg tror, BSV kan klare, siger Lars Krogh.
Sporting - BSV kan ses direkte på DR2 fra klokken 19.20.