Mors-Thy Håndbold var langt det bedste hold i første halvleg, men efter pausen vendte billedet fuldstændigt.
Derfor endte KIF Kolding København med at vinde opgøret hjemme i 888 Ligaen med 35-31.
Det skete efter en anden halvleg, som KIF vandt 20-10, efter at holdet var bagud med seks mål efter første halvleg.
De to hold fulgtes ad til 3-3 i første halvleg, men så scorede gæsterne fire mål i træk, og KIF måtte gå til pause bagud hele 15-21.
Magnus Landin reducerede til 18-23 efter fem minutter af anden halvleg, og KIF kom også på 19-23 ved Philip Stenmalm, der også skabte spænding i opgøret med sin reducering til 20-23.
Kampen måtte flere gange afbrydes midlertidigt på grund af problemer med uret i hallen.
Mors-Thy gik i stå
Det var næppe derfor, men Mors-Thy var også gået i stå efter pausen og holdt en scoringspause på 11 minutter, mens hjemmeholdet var forvandlet.
Jacob Hansen reducerede til 22-23, og Stenmalm hamrede bolden i nettet til udligning.
Seks mål havde KIF hentet, og Magnus Landin bragte hjemmeholdet foran 24-23.
Marcus Dahlin udlignede til 24-24 gæsterne, men fra 26-25-føring til KIF kom gæsterne aldrig tilbage.
Sejren placerer KIF på fjerdepladsen med 14 point, mens Mors-Thy har to point færre på syvendepladsen.
/ritzau/