Lars Krogh: Klavs Bruun har fået ryddet op

Klavs Bruun Jørgensen har i dag forlænget sin kontrakt som landstræner for håndbolddamerne frem til 2021.

Klavs Bruun Jørgensen har tilført håndboldkvinderne mere vildskab, siden han overtog holdet. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Ikke mere fnidder-fnadder og snakken i krogene om alt andet end håndbold, som man for eksempel så under EM-slutrunden i håndbold i 2014. Under Klavs Bruun Jørgensen har det igen handlet om håndbold.

Derfor er det en god beslutning, at DHF i dag har forlænget den danske landstræners kontrakt, vurderer DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen.

- Han har fået ryddet op og der er ikke længere de udenomsting, som man tidligere har set ved slutrunder – specielt i tiden op til, at han tiltrådte, siger Lars Krogh Jeppesen.

Klavs Bruun Jørgensen har stået i spidsen for Danmark ved to slutrunder, hvoraf han i den seneste førte holdet helt frem til semifinalen.

- Det er glædeligt, at han får lov at fortsætte det arbejde, han har sat i gang. Man så jo ved sidste EM-slutrunde, at han har fat i noget af det rigtige, så det er godt nyt for landsholdet.

Tilført vildskab

Som spiller var Klavs Bruun Jørgensen kendt for et iltert temperament og en enorm vilje til at vinde. Og netop den energi er han lykkedes med at overføre til sine landsholdsspillere.

- Jeg synes, han har tilføjet noget vildskab. Han har fået tændt den indre glæd hos mange af spillerne. Jeg kan godt lide den mentale tilstand, som han har arbejdet med hos spillerne, og fået overført lidt af det, han selv stod for som spiller – vildskab og aggression, siger Lars Krogh Jeppesen.

Landsholdet er i disse dage ved at gøre sig klar til verdensmesterskabet, der foregår i Tyskland i december. Og selvom Klavs Bruun Jørgensen må undvære profiler som Anne-Mette Hansen og Stine Bodholt, har Lars Krogh Jeppesen stadig stor tiltro til det danske hold.

- Mange af spillerne er gået frem. Udtrykket hos spillerne, er blevet bedre. Og han har tilføjet noget optimisme. Selv med tre spillere ude, sidder man tilbage med en følelse af, at hvis holdet præsterer godt, kan det nå en semifinale. Og det er dybest set det, det handler om: Troen på landsholdet er blevet større under Klavs Bruun Jørgensen.

Klavs Bruun Jørgensen har forlænget sin kontrakt frem til 2021.

VM i håndbold går i gang den 2. december. Danmark er i gruppe med Montenegro, Japan, Tunesien, Brasilien og Rusland. Alle kampe kan høres i radioen i LIGA på P3, følges i livetekst på dr.dk eller ses i fjernsynet på enten DR 1 eller TV 2.