Nøddesbo og Knudsen er brikker i nyt system som træner nødtvungent vil bruge

BSV's træner, Peter Bredsdorff-Larsen, vil - nødtvungent - spille med to stregspillere i angrebet. Egentlig synes han, det er et "små sløjt" kneb.

Stregspillerne Michael V. Knudsen og Jesper Nøddesbo får lov at være på banen samtidig for Bjerringbro Silkeborg i den kommende sæson.

Det er ikke ret længe siden, at det i håndbold blev tilladt at tage sin målmand med i angrebet og på den måde komme i overtal i forhold til forsvaret. Syv markspillere mod forsvarets seks.

Fra flere sider blev systemet blev skældt hæder og ære fra. Det numeriske overtal ville være ødelæggende for flowet, for de direkte dueller mellem angrebs- og forsvarsspillere, for det taktiske spil, der udspiller sig på trænernes taktikbræt.

Ikke desto mindre er en regel en regel, og den må de danske klubber måttet indordne sig efter. Og det har de så gjort.

Som for eksempel i Tønder, der i denne uge højst overraskende slog Bjerringbro-Silkeborg ud af pokalturneringen, ikke mindst efter med stor succes at have brugt det numeriske overtal i store dele af kampen.

- Syv mod seks er kommet for at blive. Det oplevede vi i pokalkampen i Tønder. Syv mod seks nulstiller kompetencer på en mærkelig måde, og det bliver til en anden form for håndbold, siger BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen, der altså var på den tabende side i kampen i Tønder forleden.

Han føler sig derfor tvunget til selv at implementere det nye system på sit hold.

- Men det er vi nødt til at blande os i, selvom vi ikke har den store lyst til det, for jeg synes grundlæggende, at det er lidt små sløjt, men vi vil forsøge at få det maksimale ud af det.

To stregspillere i angrebet

Muligheden for at spille syv mod seks i angrebet åbner imidlertid samtidig op for, at Peter Bredsdorff-Larsen kan have sine måske to største profiler på banen samtidig.

De hedder Michael V. Knudsen og Jesper Nøddesbo. Sidstnævnte er blevet hentet til klubben forud for denne sæson, og BSV-træneren arbejder på at spille med begge stregspillere i angrebet på samme tid.

- Vi skal sætte vores stregspillere i scene på den rette måde – kombineret med de andre kompetencer, vi har på banen – så det til sammen bliver en konkurrencemæssig fordel for os, at vi har to stregspillere med i vores angrebsspil.

Jesper Nøddesbo, der er kommet til BSV efter at have spillet i Barcelona i mere end ti år, ser store perspektiver i at spille med to stregspillere i angrebet.

Jesper Nøddesbo er tilbage i dansk håndbold efter mere end et årti i Spanien. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

- Jeg tror på vores syv mod seks spil, men også fire-to-spil, hvor vi spiller med to stregspillere. Dér tror jeg, at vi kan blive rigtig stærke. Vi mangler stadig at få os spillet 100 procent ind på det, men det bliver svært for forsvaret, når der kommer til at stå to stregspillere derinde, siger Nøddesbo og bliver suppleret af Knudsen:

- Jeg tror, vi kan få rigtig meget ud af vores samarbejde, der ser rigtig spændende ud. Vi har prøvet rigtig meget, og det skal gerne kunne ses i kampene.

- Vi kan supplere hinanden, og vi skal gerne kunne lægge et tryk i 60 minutter. Vi kan spille på forskellige måder, for eksempel med to stregspillere og benytte Nøddesbos og mine styrker, og det skulle gerne gøre, at vores modstandere får svært ved at lægge en taktik imod os.

BSV spiller i dag sin første kamp i den danske liga, når de danske mestre Aalborg Håndbold kommer på besøg. Kampen spilles kl. 16.10 og kan ses i fjernsynet på TV 2 eller høres i LIGA på P3.